Sommer-roskole i Jels Roklub

Få en super fed sommerferie-oplevelse på sommer-roskole i Jels Roklub.

Har du lyst til at prøve kræfter med roning i din sommerferie? Så tag med på Sommer-roskole i Jels Roklub. Sommer-roskole er en sjov sommerferieaktivitet med masser af roning, nye venner og fede oplevelser.

Jels Roklub afholder igen i år Sommer-roskole for alle piger og drenge mellem 12 og 16 år fra tirsdag den 7. til torsdag den 9. august, dagligt fra klokken 9-15. Her er der mulighed for at få en herlig sommerferie-oplevelse med masser af roning på søen, lege og spil på land. Der tilbyder også konkurrencer både på vand og land, sjove oplevelser og nye venner.

Sommer-roskolen er tre sjove dage med fokus på tryghed på vand, manøvre samt fællesskab og samarbejde mellem deltagerne.

“Roning er en alsidig og udviklende sportsgren, der samtidig giver masser af naturoplevelser og et stærkt socialt fællesskab. Vi går meget op i, at deltagerne tilegner sig ro-færdighederne på en sjov måde gennem leg og stafetter, både individuelt og i hold”, fortæller Anette Saaugaard Hansen, ungdomsinstruktør i Jels Roklub.

Sommer-roskolen er Jels Roklubs lokale sommerferietilbud, arrangeret i samarbejde med Dansk Forening for Rosport. Sommer-roskolen foregår tirsdag til torsdag i uge 32. Den sidste dag indbyder vi forældre/bedsteforældre til kaffe, kage og fremvisning af nye færdigheder. Prisen for at deltage er kun 120 kr. for de tre dage, inklusive forplejning og t-shirt.

Efter gode erfaringer for både arrangører og deltagere i 2016 og 2017, glæder Jels Roklub sig til igen at byde velkommen til rigtig mange børn og unge fra lokalområdet. De maksimalt 12 deltagere er i trygge hænder, med minimum tre voksne og tre unge instruktører og hjælpere til stede fra Jels Roklub.

For mere information kan Linda Saaugaard Hansen, arrangør, kontaktes på 27 34 89 69 eller nimaj98@hotmail.com. Tilmelding foregår her og skal være foretaget senest onsdag den 1. august.

Se mere om Jels Roklub på jelsroklub.dk.

Kilde: Sommer-roskole i Jels Roklub