Skjoldungen er klar til premieren

Det summer af liv på og omkring det smukke friluftsteater i Jels. Vikingerne er ved at finpudse de sidste detaljer og melder klar til premieren på Skjoldungen, fredag den 5. juli.

Ole Sørensen, mangeårig årig skuespiller på Teatret Møllen i Haderslev, er ny i instruktørstolen ved Jels-vikingerne. Selvom det er hans første år hos Jels Vikingespil, så skulle man tro at Ole havde været med på holdet i mange år, når man ser samspillet med både skuespillerne og de andre professionelle.

Årets forestilling er skrevet af Brian Wind-Hansen, som også er ny hos Jels-vikingerne. Forestillingen handler om Skjoldungen Gram der lever i skyggen af sin mægtige far. Når man er den eneste søn af den levende legende Kong Skjold, og efterfølger til tronen, er der meget at leve op til. Men på en rejse møder den unge Gram, en mystisk gammel kvinde i skoven, som kan hjælpe ham. Kvinden tilbyder Gram en ganske særlig handel, der skal hjælpe ham med at blive en god konge, men alle handler kommer med en pris.

“Det er ikke kun på scenen der sker meget i disse dage. Hele vejen rundt i vores organisation er der godt gang i den. Vi er godt og vel 500 frivillige, der er i gang med store og små opgaver – alt lige fra opsætning af ekstra toiletvogne og rengøring af husene på Valhaltorvet til opfyldning af varer er i fuld gang”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

“Vi har gjort det gennem de sidste 47 år, så jeg er helt sikker på at vi også denne gang bliver klar til premieren”, slutter formanden.

Jels Vikingespil har premiere fredag den 5. juli og spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 21. juli. Søndag den 7. juli er der eftermiddagsforestilling kl. 16.00 og søndag den 14. juli er der ingen forestilling, mens der lige som de sidste år er en sen aftenforestilling med start kl. 21.00 mandag den 15. juli.

Billetter til Jels Vikingespil kan købes online på jelsvikingespil.dk.

De frivillige skuespillere er klar til premieren på Skjoldungen fredag den 5. juli. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.
De frivillige skuespillere er klar til premieren på Skjoldungen fredag den 5. juli. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.

Kilde: Skjoldungen er klar til premieren