Skjoldungen er kommet godt fra start

Selvom vejret ikke just har været med Jels-vikingerne, så har mere end 4.300 allerede set årets forestilling på de fire første dage.

Det danske sommervejr har de sidste uger været lunefuld og det har både regnet og blæst, som var det efterår. Men alligevel har Jels-vikingerne fået en rigtig god start. Mere end 4.300 gæster har allerede overværet forestillingen.

“Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, både fra vores mange gæster, men også fra de anmeldere der har været på besøg. De roser historien, skuespillet, maden i Valhal, ja faktisk hele vejen rundt, får vi masser af ros”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Forestillingen handler om Skjoldungen Gram der lever i skyggen af sin mægtige far. Når man er den eneste søn af den levende legende Kong Skjold, og efterfølger til tronen, er der meget at leve op til. Men på en rejse møder den unge Gram, en mystisk gammel kvinde i skoven, som kan hjælpe ham. Kvinden tilbyder Gram en ganske særlig handel, der skal hjælpe ham med at blive en god konge, men alle handler kommer med en pris.

Jels Vikingespil spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 21. juli. Søndag den 14. juli er der ingen forestilling, mens der ligesom de seneste år er en senaftensforestilling med start kl. 21.00 mandag den 15. juli.

Billetter til Jels Vikingespil kan købes online på jelsvikingespil.dk.

Til ethvert vikingespil hører intense kampe – Skjoldungen er ingen undtagelse. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.
Til ethvert vikingespil hører intense kampe – Skjoldungen er ingen undtagelse. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.

Kilde: Skjoldungen er kommet godt fra start