JelsFest melder udsolgt for 3. år i træk

JelsFest kan i 2025 fejre deres 5-års jubilæum, og endnu engang slår billetsalget rekorder. Det tog 24 udgaven 3 måneder at sælge de 999 billetter der var tilgængelige, men den rekord er nu slået, også selvom JelsFest endnu engang har øget antallet af billetter, så der nu lukkes 1234 deltager ind. 11 måneder, 328 dage før festivalen løber af stablen, kan JelsFest melde udsolgt.

For 5. år i streg vil der til sommer, være rock- og metalmusik, i de smukke omgivelser omkring Friluftsscenen i Jels.

“Det er helt vildt, det her”, siger bestyrelsesmedlem Morten Stark og fortsætter: “Vi har på tre år fordoblet antallet af deltagere, og stadigt er billetsalget gået over alt forventning, det er jo helt fantastisk, og et bevis på at vi gør noget rigtigt i bestyrelsen”.

“Det er dejligt at se den opbakning der er til rock- og metalmusik, ikke kun fra lokalområdet, men fra hele landet. Vi kan jo se at folk kommer langvejs fra for at deltage, så det er skønt at vi kan vise Jels og de virkelig skønne omgivelser frem for hele Danmark”, udtaler Thor Lynggaard, bestyrelsesmedlem i JelsFest.

“Det er vigtigt for os at JelsFest forsat skal være hyggeligt, og derfor vurdere vi fra år til år hvor mange deltagere vi kan have inde”, siger Martin Knude, formand for JelsFest og han fortsætter:

“Vi har vurderet i bestyrelsen, at med lidt små ændringer, så kan vi godt være 234 ekstra på pladsen. Én af de store forskelle fra 2024 til 2023 var at vi brugte kælkebakken til den store 61 kvm scene, og det fungerede simpelthen over alt forventning. Det er vist første gang nogensinde den bakke er blevet brugt, men så absolut ikke sidste”!

I 2025 får JelsFest besøg af bands fra Ungarn, Frankrig og Tyskland, der bl.a. spiller Linkin Park, Korn og Ghost.

Det vil efter weekenden blive oprettet en venteliste til dem der desværre ikke fik billet.

Foto: JelsFest
Foto: JelsFest

Kilde: JelsFest melder udsolgt for 3. år i træk

Floorballafdelingen er klar til en ny sæson

Jels IF’s floorballafdeling starter op for en ny sæson på onsdag, den 4. september, hvor der er træning fra kl. 18.30-20.00 i Thorhallen. Alle voksne kan være med uanset om man er tyk eller tynd – har været med før eller ej – bare mød op i træningstøj og med et par indendørs sko samt godt humør – stave kan lånes af foreningen.

“Vi har ligesom i de seneste år valgt at træningen primært vil være opvarmning, hvorefter der skal spilles kampe på kryds og tværs”, fortæller Phillip Tolbøll, formand for Jels IF’s floorballafdeling.

Floorball har gennem de seneste år været en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark. Floorball er en holdsport i hockeyfamilien, hvor man spiller med stave og en plastikbold med huller i, på en indendørsbane med 50 cm høje bander. Mange kender sporten som “hockey” fra idrætstimerne i skolen.

Kilde: Floorballafdelingen er klar til en ny sæson

Nye tiltag i Jels IF Gymnastik

Når vi rammer uge 38, starter Jels IF Gymnastiks børnehold Tumlingemix, Micromix, Turbomix og Juniormix helt som de plejer. Alle med base i Thorhallen. Alle instruktører er klar til at tage imod nye og erfarende gymnaster til en ny og spændende sæson – som skal arbejde henimod forårsopvisningen den 1. marts 2025.

Ugen forinden – nemlig torsdag den 12. september starter der et helt nyt hold op, JØR-mix – et samarbejde mellem Jels, Øster Lindet og Rødding. Holdet er for 7. – 10. klasse og kommer til, at have den ugentlige træning i Rødding Centret med trænere fra de tre foreninger.

Der er planlagt to weekendtræninger, som skal afholdes henholdsvis i Øster Lindet og Jels. Holdet er for både drenge og piger, og tilbyder både rytme og spring. Til de første prøvetræninger, er der mulighed for at prøve det hele af.

Til foråret skal man opvise til de tre foreningers lokal opvisning, og så er der planer om at deltage til nogle forårsopvisninger i DGI sydvest området.

Et andet nyt tiltag er konceptet “Slow Motion”, som skal træne i Foreningshuset torsdage fra kl. 20.00 – 21.00. Det starter ligeledes i uge 38 – den 19. september. Charlotte, som er instruktør, skriver følgende om “Slow Motion”:

Slow Motion-holdet byder på en anderledes træningsoplevelse. Det er ikke her du kommer til at svede. I stedet for får du mulighed for at arbejde med din krops bevægelighed, led og musklers smidighed, balance og dit nervesystem får ro på til gavn for både krop og hoved. Både krop, hjerne og mindset vil blive udfordret.

Holdforløbet er for dig, der føler dig tung og usmidig i kroppen eller har brug for at komme fra hovedet og ned i kroppen eller gerne vil i gang med at være mere fysisk aktiv. Er du under genoptræning efter skade eller sygdom vil du også kunne få gavn af holdet. Holdet for både mænd og kvinder – og det er IKKE yoga.

Medbring selv træningsmåtte, håndklæde og evt. let tæppe, da hver gang afsluttes med afslapning.

I uge 43 starter gymnastik-afdelingen op med to helt nye hold. Trampolin Fitness, med træning henholdsvis tirsdag og torsdag fra kl. 19.00-20.00 på 1. sal i Thorhallen. Her vil Tenna, Anne-Mette og Arne få pulsen op til Trampolin Fitness. De har netop været på kursus og glæder sig til at komme i gang med at træne sammen med jer.

De siger om trampolin fitness at alle kan være med uanset køn, alder, erfaring – da man selv kan regulere intensiteten. Det er mere skånsomt for leddene, end mange andre træningsformer og så er det skidesjovt. Det træner både din kondition, smidighed, stabilitet og styrke – så kom og prøv.

For at der er trampoliner nok er der tilmelding til prøvegangen i uge 43. Du kan tilmelde dig til prøvegangen lige her og det er gratis at tilmelde sig. Fra uge 44 skal man så igen tilmelde (og betale) for at deltage.

Gymnastik-afdelingen har også fitness holdtræning på 1. sal i Thorhallen. Der starter nye hold i uge 36 af både Dance Fitness og de to Crossgym-hold.

De morgenfriske træner Crossgym både tirsdag og torsdag morgen – de starter træningen kl. 06.00 – 06.45, og Anette anbefaler at man kommer 10 min. før.

Henriette tænder musikken og er klar til Dance Fitness hver onsdag fra kl. 19.00 – 20.00. Alle, som har lyst til at bevæge sig til musik, kan være med, uanset alder og niveau.

Crossgym aftenholdet træner både tirsdag og torsdag aften fra kl. 19.00 – 20.00. Randi og Rasmus er klar til styrke og konditionstræning, krydret med brug af spinningcyklerne. Alle er velkomne.

Kilde: Nye tiltag i Jels IF Gymnastik

Ta' på udflugt med Lokalhistorisk Forening

Jels Lokalhistorisk Forening arrangerer tirsdag den 27/8 en udflugt til Museumsgården Karensminde i Grindsted og efterfølgende besøg ved Naturstyrelsens naturrum Kirstinelyst ved Randbøldal.

Der er afgang med bus fra Torvet i Jels kl. 10.00 og hjemkomst ca. kl. 17.00. Prisen er 150 kr. inkl. en let frokostanretning. Betaling i bussen (enten kontant eller via MobilePay).

Tilmelding sker efter først-til-mølle pricippet og senest den 20/8 på enten 40 19 74 05 eller 61 72 52 33.

Kilde: Ta' på udflugt med Lokalhistorisk Forening

Fodboldafdelingen klar til en ny sæson

Jels IF’s fodboldafdelinger klar til en ny sæson og håber at se en masse “gamle” og nye fodboldspillere på banerne i den kommende uge (uge 33), hvor sæsonen for alvor starter op.

“Vi glæder os til at se en masse glade spillere på banerne igen og håber også at se en masse nye fodboldspillere. I må som altid gerne komme og prøve et par gange, og se om fodbold er noget for jer”, fortæller Karina Ohrt Bøje, formand for fodboldafdelingen.

Karina pointerer at fodboldafdelingen opfordrer til, at man respekterer årgangsopdelingen og sender sine fantastiske fodboldspillere afsted på det rette hold.

Jels IF vil i den kommende sæson have fokus på pigefodbold, og har fundet en træner, som glæder sig til at starte op med en masse glade fodboldpiger.

Holdoversigten ser sådan ud:

U5 (årgang 2020):
Træningstid: Onsdag kl. 16.30 – 17.00
Træner: Karina

U6, U7 og U8 piger (årgang 2017, 2018 og 2019):
Træningstid: Onsdag kl. 17.00 – 18.00
Træner: Stine

U6 og U7 drenge (årgang 2018 og 2019):
Træningstid: Mandag kl. 16.45 – 17.30
Træner: Lærke, Mille og Tilde

U8 drenge (årgang 2017):
Træningstid: Onsdag kl. 17.00 – 18.00
Træner: Jan og Bertram

U9 (årgang 2016):
Træningstid: Onsdag kl. 17.00 – 18.00
Træner: Thomas og Kristian

U10 (årgang 2015):
Træningstid: Mandag og onsdag kl. 17.00 – 18.00
Træner: Erik, Henrik og Nikolaj

U11 (årgang 2014):
Træningstid: Mandag og onsdag kl. 17.00 – 18.00
Træner: Erik, Henrik og Nikolaj

U15 piger (årgang 2010):
Træningstid: Mandag kl. 18.30 – 19.30
Træner: Henrik

Herre senior:
Træningstid: Tirsdag og torsdag kl. 18.30 – 20.00
Træner: Allan og Ole

Dame senior:
Træningstid: Torsdag kl. 19.00 – 20.15
Træner: Karina og Gitte

Oldboys:
Kampdag: Onsdag
Træner: Kim

Kilde: Fodboldafdelingen klar til en ny sæson

Skjoldungen blev en succes hos Jels-vikingerne

Søndag aften sluttede den 48. udgave af Jels Vikingespil. 16.375 gæster har de seneste godt og vel 14 dage været forbi den smukke friluftsscene for at se forestillingen om Skjoldungen.

Forestillingen, som blev instrueret af Ole Sørensen, har fået rigtig flotte anmeldelser med på vejen af de anmeldere vi har haft besøg af. Men vigtigst af alt, så har gæsterne der har overværet forestillingen, givet rigtig flotte tilbagemeldinger til Jels-vikingerne.

“Det har været en super sæson. Masser af glade gæster, der på trods at et meget omskifteligt sommervejr, havde valgt at tilbringe en aften i vores selskab. Der er blevet spist i Valhal og i vores smukke natur inden forestillingen – og nogle har også festet til den lyse morgen”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Forestillingen handlede om Skjoldungen Gram der levede i skyggen af sin mægtige far og alt det han skulle leve op til. Det har givet stof til eftertanke hos mange gæster, da der sagtens kan trækkes paralleller til nutiden på dette plan.

“Jeg vil gerne sende en helt speciel tak til alle 533 frivillige, der har været med til at få årets vikingespil til at køre rundt. Nogle har løst en mindre, men måske specialiseret, opgave, andre har trukket et stort læs. Det mest fantastiske er dog at se hvordan sammenholdet hele tiden udvikler sig. Tusind tak til hver og en for jeres hjælp”, slutter Janus Harloff Lynggaard, mens han kigger ned på den tomme friluftsscene.

Selvom den sidste fadøl kun lige er skænket, så er arbejdet med at klargøre til næste års forestilling, allerede i fuld gang. Forestillingen har præmiere fredag den 4. juli 2025 og billetsalget starter den 1. december 2024.

Foto: Jels Vikingespil
Foto: Jels Vikingespil

Kilde: Skjoldungen blev en succes hos Jels-vikingerne

Skjoldungen er kommet godt fra start

Selvom vejret ikke just har været med Jels-vikingerne, så har mere end 4.300 allerede set årets forestilling på de fire første dage.

Det danske sommervejr har de sidste uger været lunefuld og det har både regnet og blæst, som var det efterår. Men alligevel har Jels-vikingerne fået en rigtig god start. Mere end 4.300 gæster har allerede overværet forestillingen.

“Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, både fra vores mange gæster, men også fra de anmeldere der har været på besøg. De roser historien, skuespillet, maden i Valhal, ja faktisk hele vejen rundt, får vi masser af ros”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Forestillingen handler om Skjoldungen Gram der lever i skyggen af sin mægtige far. Når man er den eneste søn af den levende legende Kong Skjold, og efterfølger til tronen, er der meget at leve op til. Men på en rejse møder den unge Gram, en mystisk gammel kvinde i skoven, som kan hjælpe ham. Kvinden tilbyder Gram en ganske særlig handel, der skal hjælpe ham med at blive en god konge, men alle handler kommer med en pris.

Jels Vikingespil spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 21. juli. Søndag den 14. juli er der ingen forestilling, mens der ligesom de seneste år er en senaftensforestilling med start kl. 21.00 mandag den 15. juli.

Billetter til Jels Vikingespil kan købes online på jelsvikingespil.dk.

Til ethvert vikingespil hører intense kampe – Skjoldungen er ingen undtagelse. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.
Til ethvert vikingespil hører intense kampe – Skjoldungen er ingen undtagelse. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.

Kilde: Skjoldungen er kommet godt fra start

Skjoldungen er klar til premieren

Det summer af liv på og omkring det smukke friluftsteater i Jels. Vikingerne er ved at finpudse de sidste detaljer og melder klar til premieren på Skjoldungen, fredag den 5. juli.

Ole Sørensen, mangeårig årig skuespiller på Teatret Møllen i Haderslev, er ny i instruktørstolen ved Jels-vikingerne. Selvom det er hans første år hos Jels Vikingespil, så skulle man tro at Ole havde været med på holdet i mange år, når man ser samspillet med både skuespillerne og de andre professionelle.

Årets forestilling er skrevet af Brian Wind-Hansen, som også er ny hos Jels-vikingerne. Forestillingen handler om Skjoldungen Gram der lever i skyggen af sin mægtige far. Når man er den eneste søn af den levende legende Kong Skjold, og efterfølger til tronen, er der meget at leve op til. Men på en rejse møder den unge Gram, en mystisk gammel kvinde i skoven, som kan hjælpe ham. Kvinden tilbyder Gram en ganske særlig handel, der skal hjælpe ham med at blive en god konge, men alle handler kommer med en pris.

“Det er ikke kun på scenen der sker meget i disse dage. Hele vejen rundt i vores organisation er der godt gang i den. Vi er godt og vel 500 frivillige, der er i gang med store og små opgaver – alt lige fra opsætning af ekstra toiletvogne og rengøring af husene på Valhaltorvet til opfyldning af varer er i fuld gang”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

“Vi har gjort det gennem de sidste 47 år, så jeg er helt sikker på at vi også denne gang bliver klar til premieren”, slutter formanden.

Jels Vikingespil har premiere fredag den 5. juli og spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 21. juli. Søndag den 7. juli er der eftermiddagsforestilling kl. 16.00 og søndag den 14. juli er der ingen forestilling, mens der lige som de sidste år er en sen aftenforestilling med start kl. 21.00 mandag den 15. juli.

Billetter til Jels Vikingespil kan købes online på jelsvikingespil.dk.

De frivillige skuespillere er klar til premieren på Skjoldungen fredag den 5. juli. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.
De frivillige skuespillere er klar til premieren på Skjoldungen fredag den 5. juli. Foto: Frank Cilius / Jels Vikingespil.

Kilde: Skjoldungen er klar til premieren

En OK dag i Jels IF

En onsdag eftermiddag på fodboldbanerne blev en hel del sjovere for Jels IF, da OK og SuperBrugsen i Jels kom forbi med en stor og meget flot check. Beløbet for de sidste 12 måneder lød nemlig på intet mindre end 22.108,50 kr.

Siden OK-tanken ved SuperBrugsen i Jels åbnede i 90’erne har selvsamme brugsforening, OK og Jels IF haft en sponsoraftale. Beløbet på sponsorchecken afhænger af hvor meget benzin og diesel der bliver købt via OK-kort eller OK’s app på de profiler, der har valgt Jels IF, som den klub, der skal have glæde af sponsorkronerne.

Brug appen og støt med det dobbelte
Før i tiden skulle det være et OK-kort, der blev brugt førend man støttede Jels IF, men med introduktionen af OK’s app, er det nu også muligt at støtte ved at tanke med appen – uanset hvordan man vælger at betale i appen. Faktisk modtager Jels IF dobbelt støtte, hvis det er OK’s app der bliver brugt til at tanke med. Det er nemt at se hvilken klub man støtter inde i appen.

“Vi er som altid i Jels IF utrolig taknemmelige for støtten fra vores trofaste partnere, SuperBrugsen i Jels og OK. Vi sender nogle af de mange pengene videre til de forskellige afdelinger, som de så kan bruge på at tiltrække og fastholde frivillige trænere og ledere”, fortæller Jens Chr. Mikkelsen, der er med i Jels IF’s sponsorudvalg.

“Kigger man på beløbets størrelse de sidste mange år, så indikerer det jo at der er masser af opbakning til vores aftale, hvilket vi naturligvis også er rigtig glade for”, forklarer Mathias Haudrum Andersen, Uddeler i SuperBrugsen i Jels.

Jels IF vil gerne takke alle som tanker med deres OK-kort eller via OK’s app – bliv endelig ved, det kan mærkes i klubkassen.

Kilde: En OK dag i Jels IF

Jels-vikingerne byder på familieoplevelse

Traditionen tro vil der i den første weekend, hvor Jels Vikingespil løber af stablen også være vikingemarked i Jels Vikingeby. Kombinationen af vikingemarked og vikingespil, giver specielt mange børnefamilier mulighed for at få nogle unikke timer sammen. I år er ingen undtagelse.

Inden vi når at se os om, så er der premiere på årets forestilling, der bærer titlen “Skjoldungen”. Det er fredag den 5. juli at fortællingen om Skjoldungen Gram som lever i skyggen af sin mægtige far, Kong Skjold, første gang bliver fremført på friluftsscenen ved Jels Nedersø.

I dagene efter premieren, lørdag den 6. juli og søndag den 7. juli, afholder Vikingegruppen Iarlsae traditionen tro vikingemarked i Jels Vikingeby der kun ligger 300 meter fra friluftsscenen, hvor Jels Vikingespil holder til.

“Vi oplever hvert eneste år at rigtig mange, specielt børnefamilier, river det meste af dagen ud af kalenderen og går ’all in’ på viking. Først med besøg til vikingemarkedet og derefter sætter sig til rette på tilskuerrækkerne på friluftsscenen for at overvære årets forestilling”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

Familierne med de lidt større børn vælger typisk lørdagen, hvor markedet lukker kl. 18.00 og forestillingen starter kl. 20.00. Den mellemliggende tid kan så bruges på enten at spise den medbragte picnickurv i den smukke natur omkring friluftsteateret eller booke en plads i Vikingernes langhus, Valhal til en vikingebuffet.

For familier med mindre børn, hvor forestillingen ellers normalt slutter for sent, er det en fordel at besøge Jels-vikingerne om søndagen hvor vikingemarkedet lukker kl. 16.00, hvilket er præcis det tidspunkt, hvor forestillingen på friluftsscenen starter. Så kan de mindre børn nemlig nå hjem og passe sengetiden.

Danmarks hyggeligste vikingemarked
De vikinger der deltager i vikingemarkedet, har i årevis kaldt markedet i Jels for Danmarks hyggeligste. Det handler nemlig om både at opleve vikingernes liv med alle sanser, men også at opleve den fantastiske natur vikingemarkedet er omgivet af, og vigtigst af alt, så handler det om at have tid.

“De deltagende vikinger er alle sammen helt vilde med at fortælle om deres håndværk og om vikingernes liv. Det har stor betydning for os, at de vikinger der kommer på markedet, har lyst til at fortælle om deres hobby. Der skal være tid til at fortælle de gode historier”, fortæller Janus Harloff Lynggaard, der er formand for Vikingegruppen Iarlsae.

Fakta:
Entréen til vikingemarkedet er 30 kr. for voksne og børn under 12 år er gratis

Vikingemarkedets åbningstider er:
– Lørdag d. 6. juni 11.00 – 18.00
– Søndag d. 7. juli 11.00 – 16.00

Jels Vikingespil har premiere fredag den 5. juli og spiller hver aften kl. 20.00 frem til den 21. juli. Søndag den 7. juli er der eftermiddagsforestilling kl. 16.00 og søndag den 14. juli er der ingen forestilling, mens der lige som de sidste år er en sen aftenforestilling med start kl. 21.00 mandag den 15. juli.

Billetter til Jels Vikingespil kan købes online lige her.

<img src='https://www.jels.dk/grafik/nyheder/billeder/1718734131.jpg' border='0' alt='Øverste billede: Jels-vikingerne er klar til byde både børn og voksne indenfor til årets forestilling Skjoldungen. Foto: Frank Cilius/Jels Vikingespil.
Nederste billede: Danmark hyggeligste vikingemarked foregår i Jels Vikingeby i den første weekend i juli. Foto: Vikingegruppen Iarlsae.’ title=’Øverste billede: Jels-vikingerne er klar til byde både børn og voksne indenfor til årets forestilling Skjoldungen. Foto: Frank Cilius/Jels Vikingespil.
Nederste billede: Danmark hyggeligste vikingemarked foregår i Jels Vikingeby i den første weekend i juli. Foto: Vikingegruppen Iarlsae.’>
Øverste billede: Jels-vikingerne er klar til byde både børn og voksne indenfor til årets forestilling Skjoldungen. Foto: Frank Cilius/Jels Vikingespil.
Nederste billede: Danmark hyggeligste vikingemarked foregår i Jels Vikingeby i den første weekend i juli. Foto: Vikingegruppen Iarlsae.

Kilde: Jels-vikingerne byder på familieoplevelse