På den netop overståede generalforsamling hos Jels-vikingerne blev regnskabet for årets forestilling fremlagt, og det var over 240.000 kr. bedre end forventet.
Når man kigger tilbage på sommeren 2024, vil de fleste nok tænke, at det var en meget våd sommer. Dette har vikingerne fra Jels naturligvis også kunnet mærke, da der ikke blev solgt så mange billetter i løbet af spilledagene som normalt. Til gengæld blev der solgt en del regnslag denne sommer.
“Selvom vejrguderne ikke just var med os i sommers, har det alligevel været et rigtig godt vikingeår. Vi har igen haft over 500 frivillige, der har knoklet foran, bagved og på scenen for at få det hele til at køre rundt – og stemningen, ja, den har været rigtig, rigtig god i år, til trods for det knap så gode sommervejr”, fortalte Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil, til de knap 100 vikinger der var mødt op til generalforsamlingen.
Årets regnskab viser et driftsoverskud på lige knap 410.000 kr., men da vikingerne har lavet investeringer for hele 702.615 kr., ender regnskabet med et underskud på 292.755 kr., hvilket er over 240.000 kr. bedre end forventet, da man for et år siden regnede med et underskud for 2024-sæsonen på over 534.000 kr.
“Det kan lyde underligt, men vi er rigtig stolte af det regnskab, som vi netop har præsenteret. Selvom det viser et underskud, viser regnskabet også, at vi tør investere i at forbedre området, så vi også kan have et vikingespil de næste mange år”, forklarer formanden.
Blandt investeringerne, der er foretaget, kan nævnes et helt nyt højttalersystem samt en udvidelse af strømkapaciteten, da lyd, lys og specielle effekter kræver mere og mere for hvert år.
Jels Vikingespil er allerede i fuld gang med forberedelserne til 2025-forestillingen, som bliver den 49. i rækken. Forestillingen bærer titlen “Skinkongen” og har premiere fredag den 4. juli 2025. Billetsalget starter den 1. december 2024 på jelsvikingespil.dk.
Jels-vikingerne glæder sig over at regnskabet er 240.000 kr. bedre end forventet. Foto: Frank Cilius/Jels Vikingespil.