Løbere satser på hurtig opstart

Tirsdag den 9. juni kl. 17.15 inviterer Jels IF Løbemotion til opstart for alle – både nuværende og nye løbere.

Løbeklubben glæder sig til igen at mødes i klubben. Der startes med en løbetur og efterfølgende er løbeklubben vært ved en grillpølse med tilbehør.

Efter opstartsdagen vil der være fællesløb hver søndag kl. 10.00 og onsdag kl. 17.15 og det er planen at der vil være løb for nye og let øvede løbere tirsdag og torsdag, hen over sommeren. Her vil flere af klubbens medlemmer hjælpe med træning og vejledning. Løbeklubben opfordre de nye og let øvede løbere til at kommer med ønsker til løbetidspunkter mv. på opstartsdagen, og hvis man er forhindret kan man sende en sms til Svend Hansen på 22 93 88 14.

Af hensyn til traktement, tirsdag den 9. juni, så giv gerne en tilmelding på sms – også til Svend Hansen på 22 93 88 14.

Arrangementet bliver kun gennemført den 9. juni, hvis forsamlingsforbuddet hæves inden da.

Kilde: Løbere satser på hurtig opstart

Sivlaug indkalder til infomøde

Jels Sivlaug indkalder til informationsmøde omkring vedligeholdelse af siv og grønne arealer rundt om søen.

Sivlauget arbejder sammen med Naturstyrelsen og Vejen Kommune, og målet er at sikre gode “spots”, udkigssteder mv. ved at holde sivene og uønsket vækst nede. Der er aftalt hvilket steder der skal prioriteres med Naturstyrelsen.

“Vi ønsker at samle et Jels-hold, som vil være med til at gøre søen til et endnu skønnere sted og Jels til en endnu mere attraktiv by at besøge og opholde sig i. Derfor er tanken at vi mødes første gang til et informationsmøde onsdag den 3. juni kl. 16.00 ved Foreningshuset”, fortæller Niels Bendix, formand for Jels Lokalråd.

Til infomødet vil deltagerne være med til at lægge en plan for arbejdet i 2020. Arrangørerne håber at se så mange som overhoved muligt.

Foto: Ingolf Andersen
Foto: Ingolf Andersen

Kilde: Sivlaug indkalder til infomøde

Konfirmation i kirken – telegrammer i Brugsen

Årets konfirmation i Jels blev – ligesom i resten af landet – udsat pga. coronavirus. Konfirmationen er flyttet til søndag den 7. juni og bliver afholdt af fire omgange, for at undgå at der er forsamlet mange mennesker på samme tid og sted.

Af samme grund er det heller ikke muligt i år at aflevere telegrammer og/eller roser i våbenhuset, som normalt, men SuperBrugsen i Jels er trådt til og har tilbudt at tage imod telegrammer til konfirmanderne i tidsrummet 8.30 til 10.30, hvor personale fra SuperBrugsen står klar til at hjælpe, så telegrammerne ender ved de rigtige konfirmanderne.

Jels.dk opfordrer alle der har en flagstang til at sende Dannebrog til tops søndag den 7. juni.

Kl. 9.00 konfirmeres følgende:

  • Malene Lindberg Christensen
  • Katrina Romlov Goss
  • Mads Nicolaisen Jensen
  • Mathias Rosenthal Kock
  • Jonas Bruun Kristensen
  • Thim Bachmann Hansen

Kl. 10.00 konfirmeres følgende:

  • Sidsel Kruse Juhl
  • Amalie Berndt Sørensen
  • Toke Kobborg Lassen
  • Oliver Hede Møller
  • Andreas Spangsberg Petersen
  • Silas Thomhav Tjørnelund

Kl. 11.00 konfirmeres følgende:

  • Alberte Cecilie Adamse
  • Ida Holm Haaning
  • Louise Klitskov Jensen
  • Silas Kim Boldsen
  • Noah Bach Dammose
  • Clare Muff Fyhn

Kl. 12:00 konfirmeres følgende:

  • Thea Schmidt Jensen
  • Louise Vejnholdt Schøler
  • Carl Nicolaisen Johansen
  • Gustav Wind Just
  • Lasse Buzager Pedersen
  • Emil Bernard Priess
  • Mathias William Lauridsen Thestrup

Kilde: Konfirmation i kirken – telegrammer i Brugsen

Murergrej har nu haft butik i Jels i 2 år

Murergrejs fysiske butik har 2-års jubilæum. Butikken har ligget på Sønderfenne 10 i Jels, siden den åbnede op den 26. maj 2018, hvor dørene oprindeligt blev åbnet op.

På åbningsdagen blev butikken indviet med et åbent hus-arrangement, hvor folk fra nær og fjern var inviteret til at komme forbi for at se butikken. Der var både live musik, mad og en mulighed for at se Murergrejs produkter og endda afprøve nogle af dem. Det var en god og hyggelig dag, hvor butikken blev budt velkommen til byen.

Det er nu allerede to år siden, men for indehaveren af Murergrej.dk, Jesper Bruun, og hans ansatte føles det, som om det var i går. De er glade for lokationen i Jels.

I år er situationen lidt anderledes, da samfundet er påvirket af nedlukningen og corona-smitterisiko. Derfor bliver der desværre ikke noget åbent hus i år. Af den grund har Murergrej valgt at fejre jubilæet ved at give en gave til de kunder, der bestiller en ordre af en vis størrelse på webshoppen eller i butikken. Butikken er desuden åben for kunder, hvis man gerne vil et lille smut forbi, men en større begivenhed på lokationen bliver det ikke til i år.

Før åbningen af butikken havde Murergrej længe været en webshop, der sælger og udvikler værktøj til murere, såvel som gør-det-selv folk og mange andre. Det gør virksomheden stadig i dag, men nu kan folk både købe varer på hjemmesiden og i den fysiske butik.

Kilde: Murergrej har nu haft butik i Jels i 2 år

Jels IF indkalder til generalforsamling

Da Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned for godt og vel to måneder siden, blev alle aktiviteter i Jels IF indstillet. Og med forsamlingsforbuddet blev også generalforsamlingen i hovedbestyrelsen udsat på ubestemt tid.

Men nu hvor der igen er lys for enden af tunnelen og alt tyder på at der igen må forsamles 30-50 personer fra starten af juni-måned, så indkalder Jels IF til ordinær generalforsamling i hovedbestyrelsen onsdag den 10. juni kl. 19.00 i Jels IF’s klublokale ved Jels Motel & Sportscenter. Generalforsamlingen gennemføres kun, hvis forsamlingsforbuddet hæves til mindst 30 personer.

I forbindelse med generalforsamlingen har nogle af foreningens mangeårige bestyrelsesmedlemmer ønsket at overdrage stafetten og lade nye kræfter komme til. Har du lyst og interesse i at blive en del af idrætsforeningens bestyrelse er du meget velkommen til at kontakte en fra den nedsatte arbejdsgruppe, der består af Jane Stark (tlf. 30 89 77 37), Henrik Kyed (tlf. 20 56 01 20) og Dennis Kryger Sørensen (tlf. 51 94 20 35) – ring gerne efter kl. 18.00.

Dagsordenen til generalforsamlingen ser sådan ud:

  • Valg af dirigent.
  • Valg af sekretær.
  • Formandens beretning (inkl. debat og godkendelse heraf).
  • Kassererens forelæggelse af det reviderede regnskab samt budget for det kommende år (inkl. debat og godkendelse heraf).
  • Fastlæggelse af kontingent for passive medlemmer.
  • Indkomne forslag.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter. Valg af 2 revisorer (kun hvert andet år) og 1 revisorsuppleanter.
  • Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde på hovedbestyrelse@jels-if.dk senest syv dage før generalforsamlingens afholdelse.

Idrætsforeningen har gennem mange år været byens omdrejningspunkt og idrætsfællesskab for hele Jels og omegn. Og idrætsforeningen kan glæde sig over et støt stigende medlemsantal og en rigtig god økonomi. Desuden viser antallet af nybyggede huse og et stigende børnetal til børnehaven og skolen, at der også i fremtiden er brug for et varieret fritids- og idrætstilbud til byens borgere. Foreningen tæller i dag ca. 900 medlemmerne i alle aldre fra gymnastik til senioridræt til fodbold, badminton, volleyball, løb, vinterbadning og floorball.

Kilde: Jels IF indkalder til generalforsamling

Snart lys i genbrugsbutikken igen

KFUMs Soldatermissions genbrugsbutik i Jels åbner igen, efter at have været lukket pga. corona-smitterisikoen.

På mandag, den 11. maj, kl. 13.00 åbner butikken og har herefter de sædvanlige åbningstider på hverdage.

“Vi glæder os til at byde kunderne velkommen igen, og retter os selvfølgelig efter Sundhedsstyrelsens anvisninger med bl.a. god håndhygiejne og god afstand. Af samme grund tilstræber vi at der ikke er flere end 10 kunder i butikken ad gangen”, fortæller Lis Bjergager.

Hun oplyser desuden at butikken, indtil videre, ikke tilbyder 50% rabat den 1. lørdag i måneden, som man ellers har gjort hidtil.

Kilde: Snart lys i genbrugsbutikken igen

Jels Vikingespil 2020 aflyses

Det er med meget stor beklagelse, at vi i år må aflyse forestillingen Krakes Kæmper pga. Corona-situationen i Danmark.

Vi følger naturligvis myndighedernes henvisninger, og må derfor erkende, at vi ikke kommer til at spille vikingespil i år. Vi var ellers klar til at give den en skalle for at nå det, men omstændighederne i år betyder altså, at vi ikke kommer til mødes på vores fantastiske friluftsscene i Jels.

“Det er er kun anden gang i vores lange historie vi må ty til aflysning, og første gang var det kun en enkelt aften vi aflyste. Men vi ved, at vi kommer stærkt igen næste år”, fortæller Janus Lynggaard, formand for Jels Vikingespil, og fortsætter: “Om ikke andet så kan vi trøste os med, at vi er ekstremt velforberedte på næste års forestilling”.

Dem der allerede har købt billetter til Krakes Kæmper vil naturligvis få deres penge retur, men vi henstiller til at give os lidt arbejdsro, så vi kan få arrangeret det fornødne med vores billetsalg. Når vi har alle aftaler på plads, så vil der komme besked til alle vores trofaste gæster der allerede har billet til årets forestilling.

Foto: Frank Cilius.
Foto: Frank Cilius.

Kilde: Jels Vikingespil 2020 aflyses

Jels Vikingespil fortsætter forberedelserne – hver for sig

Lige som alt andet i Danmark, så er Jels Vikingespil også udfordret for tiden. De arbejder frem imod sommerens vikingespil – de håber nemlig stadig på, at de kan få lov til at opføre Krakes Kæmper for det talrige og trofaste publikum til sommer.

Når man ikke kan mødes fysisk, så må man tage utraditionelle metoder i brug, og det gør de også i Jels Vikingespil. Det betyder at de ikke mødes fysisk, men derimod afholder prøver via internettet.

Det er nyt land for langt de fleste af vikingerne, men den fantastiske instruktør Louise Schouw er fortrøstningsfuld. Hvis de holder fast i et godt prøveforløb via internettet og de kan få fire uger på den smukke friluftsscene med skuespillerne, hvor de kan sætte hele forestillingen op, så lover hun, at de kan være klar til sommerens vikingetogt.

Men får Jels Vikingespil overhovedet lov til at spille? Og hvis de gør, hvor mange publikummer må de så lukke ind? Det er der ingen der ved, og vikingerne afventer myndighedernes udmeldinger – og dem vil de naturligvis følge til punkt og prikke.

Indtil videre arbejder vikingerne altså hen imod et Vikingespil i Jels i juli måned – og krydser fingre for at det lykkedes.

Foto: Jels Vikingespil
Foto: Jels Vikingespil

Kilde: Jels Vikingespil fortsætter forberedelserne – hver for sig