Succesfuld vendedag hos vikingerne

Med blot 7 forestillinger tilbage er Jels-vikingerne tæt på at runde de første 11.000 gæster til opsætningen af “Thor, hammer og kærlighed”. Lørdag markerede vendedag, hvor vikingerne nu har spillet flere forestillinger end de har tilbage.

Til vikingernes store begejstring blev lørdagens forestilling gennemført for fulde huse og for et særdeles veloplagt publikum. Årets forestilling har været godt besøgt, og flere gange har man været tæt på udsolgt. Men lørdag blev altså dagen, hvor vikingerne for første gang kunne melde helt UDSOLGT til forestillingen “Thor hammer og kærlighed”.

“Publikum var på fra start med både grin og klapsalver til vikingerne. Det giver et fantastisk energi-boost at gå på scenen, foran et SÅ veloplagt publikum”, fortæller en glad og stolt formand Bruno Bennedsen.

En af årets helt store publikumsfavoritter er uden tvivl Dværg nr. 8, spillet af den nytilkomne viking 11-årige Olga Ahlquist fra Ribe. Dværg nr. 8 har en særlig svaghed for vikingernes yndlingsdrik, Mjød – og det sker undervejs at “han” får tilpas rigeligt af den.

Dværg nr. 8 er ligesom de andre 7 dværge, en kombination af børneskuespillere og voksne skuespillere som har lagt stemmer til rollerne, for at dværgene får den rette “alder” i stemmen. Stemmen bag Dværg nr. 8 er den erfarne viking Bruno Rosenlund, der efter flere år med både hovedroller og andre store taleroller, har valgt at tage en pause fra scenen. Men det betyder altså ikke at publikum i år snydes for hans altid veltalte replikker.

Udover at 2017 er Olgas første år på en scene, så er det heller ikke en rolle der ligger naturligt til højrebenet for en 11-årig, der heldigvis endnu ikke har mærket alkoholens påvirkning på egen krop. Men i godt samarbejde med instruktør, David Owe, er hun faldet så godt til i rollen, at hun på blot 3 ud af i alt 32 scener får vundet publikums hjerter og efterlader dem med replikker, som garanti gentages længe efter de har forladt den smukke friluftsscene ved søen.

Årets forestilling oversvømmes af rosende ord og flotte anmeldelser, og det kan selvfølgelig aflæses direkte i det tilsvarende pæne publikumstal.

“Traditionelt set er den sidste uge den bedst besøgte, så med lidt held og nåde fra vejrguderne runder vi i år 20.000 tilskuere – vi har i hvert fald lov at håbe”, fortæller vikingernes formand Bruno Bennedsen, med et slet skjult smil.

Olga Ahlquist og Bruno Rosenlund aka Dværg nr. 8  har taget opstilling til ære for fotografen, men det holder kort før de slår over i rollen som Dværg nr. 8. Foto: Frida Ahlquist.
Olga Ahlquist og Bruno Rosenlund aka Dværg nr. 8 har taget opstilling til ære for fotografen, men det holder kort før de slår over i rollen som Dværg nr. 8. Foto: Frida Ahlquist.

Kilde: Succesfuld vendedag hos vikingerne