Skiløbere er velkommen på golfbanen, men…

Den nyfaldne sne over området har givet lidt udfordringer for den lokale golfbane, Royal Oak.

Der er nemlig flere langrendsløbere der i weekenden har været rundt på golfbanen – sikkert i den tro at det sker der da ikke så meget ved. Men græsset nedenunder, specielt på de store greens, har på denne årstid ikke ret godt af det tryk som sneen giver, når en skiløber trykker sneen ned.

Derfor opfordrer Royal Oak til at man ikke står på ski på selve golfbanen, men man er hjertens velkommen til at benytte det område som golfklubben har umiddelbart vest for selve banen (også kaldet Driving Range). Det er det område der er markeret med rødt på billedet og det er ca. 250 meter langt og ca. 100 meter bredt, hvor det er bredest, så der skulle nok kunne laves nogle gode runder.

Kilde: Skiløbere er velkommen på golfbanen, men…