Opfordring til badegæster: Gå venligst ikke op på golfbanen

Vejret er skønt i disse dage, og det betyder naturligvis at der er mange, der benytter sig af søbadet i Jels. Som traditionen byder sig, så bliver stemningen til tider høj blandt badegæsterne, og så kan det være svært at dy sig i forhold til at svømme fra søbadet og over på den anden side til golfbanen.

“Vi vil gerne opfordre alle der opholder sig ved søbadet, eller kender nogle der gør, til at tage en snak med badegæsterne og forklare at det kan være særdeles farligt at blive ramt af en golfbold. Det ville ikke være til at bære, hvis en badegæst i kådhed bliver ramt af en golfbold, der sagtens kan blive sendt afsted med 200 km/t. Det kan give nogle frygtelige skader til følge, ligesom det heller ikke er fair og rimeligt over for den golfspiller, der uforvarende måske kommer til at ramme et andet menneske”, forklarer Morten Fagerberg, Golf Manager på Royal Oak.

Royal Oak ønsker naturligvis heller ikke, at deres bane tager skade, og det er heller ikke fair over for deres greenkeeperstab, at de skal lede efter teestedsmarkeringer eller hente flag på den anden side af søen.

Kilde: Opfordring til badegæster: Gå venligst ikke op på golfbanen