Ny centerchef i Jels Motel og Sportscenter

Bestyrelsen for Jels Motel og Sportscenter har fundet en ny centerchef, efter at den nuværende Centerchef, Randi Krab har valgt at opsige sin stilling med udgangen af september måned.

Det bliver den 33-årige Jens-Jacob Vig fra Gesten, der får både motel, restaurant, selskaber samt fitness- og hal-aktiviteter under sine vinger.

Jens-Jacob har en baggrund som Supervisor for Food & Beverage og Chef for de kørende forlystelser i Legoland i Billund. Han kommer i dag fra en stilling som bureauchef ved Esmark Feriehusudlejning i Henne Vestjylland.

“Jels Motel & Sportscenter er et fantastisk spændende sted, med mange muligheder. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for et center, hvor jeg kan præge både udvikling, vækst og fremtid i et lokalsamfund, hvor centeret er det naturlige samlingspunkt”, fortæller Jens-Jacob, der er bevidst om de stærke lokale kræfter, der samler borgerne i Jels.

Ansættelsesudvalget i centerets bestyrelse blev hasteindkaldt, da nyheden om at der skulle findes en ny centerchef tikkede ind. Det tre mand store udvalg, bestående af formand Peter Lysgaard, næstformand Julie Bull Sørensen og byrådsmedlem Martin Boye, var dog ikke sene til at reagere og finde den nye Centerchef.

“Vi har stor tiltro til at Jens-Jacob er den rette mand til at gøre Jels Motel og Sportscenter til det naturlige samlingssted for både kulturelle, sociale og sportslige aktiviteter i Jels og omegn”, udtaler formand Peter Lysgaard og fortsætter: “Det er lidt af et scoop at vi har fundet en kapacitet som Jens-Jacob, der med sit engagement og ledelseserfaring også er klædt godt på til den store og brede opgave”.

Jens-Jacob er ikke i tvivl om at den nye karriere stiller store krav til hans alsidighed: “Det er jo et hus, der rummer alle. Uanset om man kommer her for at overnatte eller for at holde fest, møde naboerne, høre et foredrag, besøge fitnesscenteret, deltage i holdsport eller andre sociale arrangementer, så skal man føle sig velkommen og godt tilpas”, siger Jens-Jacob, der går beslutsomt til opgaven: “Her skal være højt til loftet, god stemning, et fantastisk køkken og masser af aktivitet og plads til udfoldelse. Det vil være mit mål at centeret fortsat rummer alt dette og samler høj som lav her i byen”.

Jens-Jacob bor privat i Gesten sammen med sin kone, Louise og deres tre børn. Første officielle arbejdsdag bliver 1. oktober, hvor Jens-Jacob efter en kort indkøringsperiode kaster sig ud i alle de praktiske detaljer i huset.

Kilde: Ny centerchef i Jels Motel og Sportscenter