Jubilæumsløb fik stort tilskud

Jels IF’s løbemotion kunne i midten af august kunne fejre Frøs Vikingeløbs 10 års jubilæum. Igen i år var opbakningen til løbet rigtig flot, da hele 426 løbere havde tilmeldt sig en af de 5 forskellige distancer – lige fra 2 km børneløb til den lange rute på 21,1 km.

Da det var 10. gang at løbet blev afviklet, havde Jels IF’s hovedsponsor Frøs Sparekasse, en check på hele 6.000 kr. med til arrangørerne. Pengene er blevet brugt til den flotte præget jubilæumsmedalje, som alle deltagerne ved årets Frøs Vikingeløb fik, da de kom i mål.

“Når man kan samle over 400 løbere på en ganske almindelig hverdag lige efter sommerferien – og det vel at mærke for 10. år i træk, så vidner det om et godt arrangement i fantastiske omgivelser, som vi i Frøs Sparekasse rigtig gerne vil støtte op om”, udtaler Sabrina Nørgaard Pedersen, Souschef i Frøs Sparekasse i Rødding-Gram.

“I Jels IF er vi rigtig glade for vores samarbejde med Frøs Sparekasse. De er altid parate til at støtte op om vores arrangementer og frivillige arbejde der bliver ydet ude i de enkelte afdelinger i dagligdagen”, udtaler Dennis Kryger Sørensen, fra Jels IF’s sponsorudvalg.


Sabrina Nørgaard Pedersen fra Frøs Sparekasse overrækker en check til Dennis Kryger Sørensen fra Jels IF’s sponsorudvalg. Foto: LLN Press.

Kilde: Jubilæumsløb fik stort tilskud