JELSFEST er klar til at blive for alle

Alt har en begyndelse… Man siger “intet er så galt, at det ikke er godt for noget” og sådan startede JELSFEST. Tilbage i 2020 hvor hele verden blev ramt af nedlukninger og samtlige arrangementer, festivaler og koncerter blev aflyst, sad Martin Knude i sit hjem i Jels og tænkte at det skal der gøres noget ved. Restriktionerne var kun gældende for offentlige arrangementer, så der var ingen hindring i at afholde en privat fest.

Derfor fik han med hjælp fra venner, familie og ligesindede musik-entusiaster, forvandlet hans nyanlagte træterrasse om til en koncert-scene, og hurtigt fik han arrangeret en privat 1-dags festival hvor 8 bands kom og spillede foran 150 glade gæster på en fantastisk solrig dag i august 2020. Festivalen blev døbt “Out of Quarantine Party” i håbet om at pandemien snart ville få en ende.

Desværre var Danmark i 2021 stadig ramt af nedlukninger og “Out of Quarantine Party PART 2” blev derfor sat i søen. 10 bands og 250 gæster kunne se frem til endnu en sjov og anderledes musikfestival. Men denne gang var vejrguderne ikke med arrangøren. Der var varslet regn og skybrud – så i sidste øjeblik blev festen flyttet ud i de fantastiske omgivelser omkring Jels Vikingespil, hvor træerne vokser ind i himlen. Her kunne festivalen gennemføres indendørs i den flotte Valhal-bygning og endnu en gang var arrangementet en succes.

Det var flytningen til Valhal der satte gang i tankerne – kunne man lave en offentlig festival i Jels?. Og der var ikke langt fra tanker til handling. Der blev oprettet en bestyrelse og festivalens navn blev ændret til JELSFEST. Temaet var rock og heavy metal, og gerne en blanding af upcoming og etablerede bands. Det blev også besluttet at man ville lade festivalen vokse med tiden. Så de helt store navne måtte vente og i stedet blev der fokuseret på hyggen og glæden ved at mødes omkring musikken.

I august 2022 blev “generalprøven” for JELSFEST så afholdt. Festivalen blev stadig afholdt som en privatfest for inviterede. Og ca. 350 glade gæster kunne opleve 15 bands spille musik på 2 scener.

JELSFEST 2023 bliver for alle
Næste års festival vil for første gang blive afholdt som et offentligt arrangement og dermed få sin velfortjente dåb. Det sker lørdag den 5. august 2023 i området omkring Jels Vikingespil. Festivalen bliver afholdt som en slags “fest uden pung” hvor drikkevarer er inkluderet i prisen. Der vil dog stadig være boder hvor der kan købes f.eks. mad og kaffe mm.

14 bands har meldt deres ankomst. Der bliver bl.a. besøg af BALLBREAKER, som er et AC/DC tribute band. De fejrer deres 25-års jubilæum på JELSFEST og er garanti for god gedigen oldschool AC/DC cover. Derudover kommer MASTER OF PUPPETS (Metallica Tribute), BLACK SABBATH EXPERIENCE (Black Sabbath Tribute), GUNS N’ ROSES JAM (Guns n’ Roses Tribute) og ASHES OF BILLY (Nirvana Tribute) samt TOUCH OF JUDAS (Judas Priest Tribute). Vi får også glæden af at kunne høre upcoming bands som f.eks. DE FRIGJORTE der allerede er kendt på den danske scene og bl.a. har spillet til dette års SMUKFEST og Horsens bandet MIRROR TO THE MOON der er pladeaktuelle, samt THE NIMBWITS der fyrer den af i bedste 80’er punk rock! Se hele programmet på JELSFEST.dk eller find os på Facebook.

Der er sat 666 billetter til salg fra 666 kr. De hurtige kan inden den 1. marts 2023 købe billetten for sølle 400 kr. som et early bird tilbud (begrænset antal) – og det er altså inklusive FRI BAR hele dagen!

Festivalen er et NON-PROFIT arrangement hvor alt overskud går til næste års festival. Alle involverede hjælper til på frivillig basis og er ulønnede.

JELSFEST glæder sig til at byde folk velkommen til en god gang rock og metal der spænder helt fra 70’er til nutiden.

Har du lyst til at være sponsor, ligger vi inde med en hel vifte af muligheder både til små og større beløb. Vi tager imod alt med kyshånd. Kontakt Martin Knude på telefon 30 73 98 60 eller info@jelsfest.dk.

Kilde: JELSFEST er klar til at blive for alle