Jels-vikingerne kigger mod nye togter

Billetsalget til den 42. udgave af Jels Vikingespil åbner fredag den 1. december. Skønt der er et halvt år til at Jels-vikingerne atter drager på togt, så er forberedelserne til 2018-sæsonen allerede i fuld gang.

Forberedelserne til Ulvesommer, som er titlen på Jels Vikingespils 2018-forestilling, er for længst gået igang. Dette års manuskriptforfatter, Thomas Howalt, både skriver og instruerer 2018-forestillingen, og skal i samarbejde med fægteinstruktør, David Owe, gøre et ihærdigt forsøg på at overgå dette års store succes, hvor vikingerne for første gang i 30 år, kom over 20.000 tilskuere.

I næste års forestilling følger man vikingernes hverdag, der er fyldt med hårdt arbejde og ofringer til guderne. I skoven lurer andre væsner, og en spændende fortælling om mennesker og dyr finder sted, i et brusende drama med mysterier, kampe og kærlighed.

Fra i dag, den 1. december, kan du sikre dig billet til sommerens vikingetogt på den smukke friluftsscene i Jels eller glæde andre med billetter eller gavekort under juletræet. Billetsalget foregår på www.jelsvikingespil.dk.

Jels Vikingespil har premiere på forestillingen, Ulvesommer, fredag den 6. juli. Forestillingen opføres hver aften til og med den 22. juli (søndag den 8. juli spilles der kun kl. 16, og søndag den 15. juli er der ingen forestilling).

Foto: Frank Cilius.
Foto: Frank Cilius.

Kilde: Jels-vikingerne kigger mod nye togter