Månedsarkiv: juli 2020

Royal Oak Golf Club får nye medejere

Bjert Ejendomme takker af, og i stedet slår brødrene Jesper og Jens Arkil, der ejer entreprenørkoncernen Arkil, ud som medejere af Royal Oak Golf Club.

Siden daværende statsminister Poul Schlüter i 1992 slog det første slag, er der spillet utallige runder på en af Danmarks smukkeste og bedst anlagte golfbaner, Royal Oak ved Jels. Banen er grundlagt af Andreas Schou og har de seneste år været ejet af selskaberne Vision Properties og Bjert Ejendomme.

Nuværende og nye ejere glæder sig
Nu har Bjert Ejendomme valgt at trække sig fra selskabet bag banen, og det giver plads til nye prominente erhvervsfolk i ejerkredsen. Brødrene Jesper og Jens Arkil, træder ind i Royal Oak Golf Club som medejere, og det glæder både de og Vision Properties sig til.

“Jeg vil gerne takke Bjert Ejendomme for godt samarbejde omkring banen og selskabet bag, og det glæder mig, at selskabet fortsætter sit engagement i Royal Oak gennem et Eagle Sponsorat. Samtidig glæder jeg mig til at se, hvad vores nye medejere kan bidrage med af optimeringer og forbedringer. De har både lysten og engagementet til at gøre en forskel for Royal Oak og til at fastholde den høje standard, banen er kendt for”, siger Jørgen Schou, bestyrelsesformand i Vision Properties.

Også Jesper Arkil ser frem til at blive en del ejerkredsen bag en af Danmarks smukkeste golfbaner.

“Både min bror og jeg kender golfsporten, og vi kender Royal Oak som et fantastisk anlæg med stolte traditioner. Dem glæder vi os til at være med til at videreføre”, siger han.

Ingen umiddelbare ændringer
Hverken klubmedlemmer eller andre gæster kommer umiddelbart til at mærke noget til ændringerne i ejerkredsen. Golfbanen bliver drevet videre som hidtil, og det samme gælder Restaurant Royal Oak, der fortsætter med Thomas Marxen i spidsen.

Royal Oak er grundlagt i 1992 af Andreas Schou og ejes i dag af selskaberne Vision Properties og Bjert Ejendomme. Brødrene Jesper og Jens Arkil fra entreprenørkoncernen Arkil overtager nu Bjert Ejendommes ejerandel og bliver dermed medejere sammen med Vision Properties.

Kilde: Royal Oak Golf Club får nye medejere

Frøs Vikingeløb 2020 er aflyst

Frøs Vikingeløb i Jels, som var planlagt til den 20. august, er desværre aflyst.

Jels IF Løbemotion beklager aflysningen, men løbet kan ikke afvikles med de regler som gælder for bl.a. forsamlingsforbud, afstandskrav mm.

Løbet vender stærkt tilbage i 2021, hvis ellers forholdene tillader det, men det håber vi naturligvis på. Datoen for Frøs Vikingeløb i 2021 meldes ud, så snart den er fastsat.

Kilde: Frøs Vikingeløb 2020 er aflyst