Månedsarkiv: februar 2018

25 års jubilæumsfest i Jels IF's gymnastikafdeling

Når Jels IF’s gymnastikafdeling afholder den årlige gymnastikopvisning, lørdag den 3. marts, så kan afdelingen samtidig fejre sit 25 års jubilæum.

“For at fejre vores 25 års jubilæum, så er vi gået all-in på gæstehold i år, så der er lagt op til en storslået eftermiddag i gymnastikkens tegn. Vi får besøg af Skibelund Gymnastik – og Idrætsefterskole samt tre DGI egnshold – nemlig Haderslev/Rødding-egnens Mini Mix, DGI Sydvest Juniortræningsholdet og DGI Sønderjyllands Aspiranthold”, udtaler Susan Rasmussen, formand for Jels IF’s gymnastikafdeling.

Der er lokale gymnaster og trænere på både Haderslev/Rødding-egnens Mini Mix og DGI Sydvest Juniortræningsholdet.

Spredt over de fire timer, som opvisningen tager, vil over 500 gymnaster udefra samt 150 af Jels IF’s egne børn og voksne gymnaster og ca. 30 instruktører vise de spring og rytmiske serier, de har arbejdet med hele sæsonen.

Dørene åbnes kl. 11.30, og der er fælles indmarch kl. 12.30. Entreen koster 50 kr. (børn under 12 år koster 20 kr.). Der kan betales med kontanter og MobilePay.

“Vi glæder til at se Jels Motel & Sportscenter fyldt med glade gymnaster og publikum. Vi opfordrer samtidig det lokale publikum til at lade bilen stå hjemme, da der vil blive mangel på parkeringspladser dagen igennem”, slutter Susan Rasmussen.

Programmet for opvisningen kan ses på www.jels-if.dk.

Kilde: 25 års jubilæumsfest i Jels IF's gymnastikafdeling

Penge til førstehjælps- og hjertestarterkursus

Inden generalforsamlingen i Jels IF’s Sjov Motion i mandags dukkede beredskabsinspektør Mikkel Linnet op med en donation fra TrygFonden, der skal anvendes til førstehjælps- og hjertestarterkursus.

Mikkel Linnet, der er repræsentantskabsmedlem i TrygFonden, fortalte om hvilke formål TrygFonden støtter og kort om nødvendigheden af at alle har en aktiv brandalarm og at den placeres på rette sted.

På billedet overrækker Mikkel Linnet donationen til formand for Sjov Motion Kirsten Lambæk.

Kilde: Penge til førstehjælps- og hjertestarterkursus

FestiValhal og JIF laver to løbeevents

FestiValhal og Jels IF Løbemotion har indgået et samarbejde og afholder fredag den 11. maj 2018 to løbeevents i de skønne omgivelser omkring Jels Friluftsscene.

Kl. 15.00 startes der op med et familieløb, som bliver et hyggeløb for hele familien/holdet. Deltagerne skal en tur rundt til i Jels by og der udleveres et bykort til holdet med poster markeret. Ved posterne er der opgaver som skal løses og holdet må først fortsætte når opgaven er løst. Der vil være præmier til de tre bedste hold og det koster 100 kr. pr. hold at deltage.

Det andet løb er et såkaldt “Fun Race”, hvor deltagerne skal ud på en 1,5 km rute med forskellige udfordringer, og så gælder det ellers om at nå så mange omgange som muligt på 60 minutter. Deltagerne sendes afsted i hold, således at der er plads på ruten. Efter løbet er der fest i Valhal, hvor deltagerne i “Fun Race” får gratis mad og en øl/vand. I Valhal, har FestiValhal sørger for at musikken spiller frem til kl. 24.00. Deltagelse i “Fun Race” med efterfølgende musik og mad koster 200 kr., hvis du køber din billet inden 1. marts.

Du kan se mere om priser og tilmelde dig på www.jels-if.dk.

Kilde: FestiValhal og JIF laver to løbeevents

Ulven kommer til Jels

Rollerne til Jels vikingernes 2018-forestilling “Ulvesommer” er blevet fordelt – og i forrige weekend var alle de rollehavende traditionen tro samlet til de første læseprøver.

Audition-weekenden i januar var fuldt booket, i en grad så instruktør Thomas Howalt og instruktørassistenterne Linda Andresen og Carina Staub først havde fyraften langt ud på aftenen både lørdag og søndag. Men det er luksusproblem forsikrer de.

“Det er jo imponerende og overvældende at SÅ mange er interesserede i en rolle i årets forestilling. Det giver os og Thomas noget at arbejde med – og det sikrer gæsterne den bedst mulige forestilling”, fortæller Carina Staub.

Mere end 50 taleroller skulle fordeles, så ikke mange gik forgæves til audition – og for de som ikke fik en talerolle i år, er der heldigvis stadig masser af muligheder for komme på scenen i en eller flere af de mange statistroller der skal besættes, når vikinger den sidste weekend i maj mødes til de første udendørs prøver på friluftsscenen ved søen.

2017 blev vikingernes hidtil bedste sæson målt på overskud – og ikke siden 1986 har så mange overværet vikingernes forestilling.

“Det giver os mulighed for at skabe endnu bedre rammer for dette års forestilling”, fortæller en stolt formand Bruno Bennedsen – og fortsætter: “Det kan være svært at forestille sig at vi skal overgå sidste års succes, men hvis interessen for dette års forestilling fortsætter med samme fart som vi ser det i øjeblikket, så tror jeg at vi kommer til at overgå sidste års tilskuertal”.

Inden tilskuerne kan sætte sig til rette ved den smukke amfiscene ved søen, venter nu fem måneder med intense prøveforløb. Instruktør Thomas Howalt beskriver forestillingen som en historie om en almindelig vikingefamilie med en ganske ualmindelig skæbne. I ventetiden frem til premieren på årets forestilling er det allerede nu muligt at sikre sig billetter til én (eller flere) af de i alt 17 forestillinger på www.jelsvikingespil.dk.

Skulle der sidde flere som kunne tænkte sig at holde sommer med vikingerne, enten på eller bag scenen, så er det ikke for sent at komme ombord. Vikingerne inviterer til Alledag lørdag den 26. maj fra kl. 10.30 hvor de mange forskellige afdelingerne vil være repræsenteret – og vikingerne garanterer at der er plads til ALLE.

Thomas Howalt til den første læseprøve i Jels. Foto: Jels Vikingespil.
Thomas Howalt til den første læseprøve i Jels. Foto: Jels Vikingespil.

Kilde: Ulven kommer til Jels

Turistforeningen indkalder til generalforsamling

Turistforeningen for Rødding-Egnen indkalder til ordinær generalforsamling mandag den 26. februar kl. 19.30 på Jels Motel & Sportscenter.

Dagsordenen er ifølge vedtægterne. Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde inden generalforsamlingen og kan sendes til lpsd@jels.dk.

I forbindelse med generalforsamlingen orienteres om de turismeprojekter, der arbejdes med i vores område, herunder projektet “Lyset”.

Kilde: Turistforeningen indkalder til generalforsamling

Invitation til alle billard interesserede

Nu starter Sjov Motion på en frisk med billard for alle interesserede. Kom og deltag torsdag den 15. februar kl. 9.30 i Jels IF’s klublokale.

Jørgen Tomasson, professionel billardspiller vil instruere deltagerne denne dag.

Der bliver lavet nye hold efter ønske og der kan både spilles kegle, skomager eller pool. Der kan spilles alle formiddage undtagen mandag (evt. eftermiddage) og Sjov Motion oplyser at det også er for damer!

Der vil være fri entre på dagen, der vil være en kop kaffe eller en øl til deltagerne.

Kilde: Invitation til alle billard interesserede

Sjov Motion for Generationer

Tirsdag, den 13. februar, afholder Sjov Motion en aktivitetsdag i Jels Hallen. Fra kl. 9.30 og to timer frem er alle aldersgrupper velkomne, med og uden børn, til et par sjove og hyggelige timer i vinterferien.

Der vil være mulighed for at spille floorball, skumtennis, badminton, badminton med ballon, hoppe og slå koldbøtter, springgymnastik og spille billard.

“Vi er rigtig glade for, at gymnastikafdelingen vil hjælpe med gymnastikredskaberne og Sjov Motions medlemmer være behjælpelig med servering og vejledning til de forskellige aktiviteter”, fortæller Kirsten Lambæk fra Sjov Motion.

Til at styrke energien giver Sjov Motion pølsehorn og juice til børn og kaffe til voksne.

Kilde: Sjov Motion for Generationer

Tennisklub inviterer til skumtennis og fastelavn

Lørdag den 10. februar fra kl. 13:00 – 14:00 inviterer Jels Tennisklub til skumtennis i hallen. Det er for alle unge, gamle, medlemmer og ikke-medlemmer. Bare du har lyst til en gang tennis, må du komme. Der bliver spillet på de fem badmintonbaner med skumbolde. Tennisklubben står klar med det du skal bruge, så bare kom op i hallen.

Fastelavn i Jels Tennisklub
Skal du ud at gå fastelavn? Så kom forbi tennisklubben mandag den 12. februar fra kl. 16:00 – 18:00. Tennisklubben står klar med glasurboller, saft, pokerspil og en gang tennistøndeslagning. Klubben håber at se mange juniormedlemmer og deres venner, plus dem der bare gerne vi fastelavnshygge.

Kilde: Tennisklub inviterer til skumtennis og fastelavn

Over 343.000 kr. er samlet ind på 10 dage

Fra oplandet har foreninger, virksomheder, private og Vejen Kommune vist deres opbakning til projekt “Lyset”. Med mere end 343.000 kroner i hus går projektarbejdet nu ind i den næste fase.

Nu skal projektet beskrives og belyses grundigere og der skal udarbejdet et materiale, som kan præsenteres for større fonde og andre sponsorer.

Projektgruppen fortsætter indsamlingen af sponsorater som hidtil, for i det videre arbejde bliver det rigtig vigtigt at kunne fortælle, hvor stor den lokale opbakning til “Lyset” er. Tilsagn om støtte kan fortsat mailes til lyset@jels.dk.

Kilde: Over 343.000 kr. er samlet ind på 10 dage