Månedsarkiv: januar 2018

Strikkeworkshop på Jels Motel & Sportscenter

Lørdag den 20. januar afholdes den årlige “Strikkeworkshop” på Jels Motel & Sportscenter. Årets tema er “Patentstrik med mønstre og farver”, “Fif og fiduser” samt “Undgå strikkeskader”.

Instruktør er strikkedesigner Hanne Pjedsted fra Børkop. Hanne er en rigtig dygtig strikker, med en bred og gedigen faglig uddannelse inden for håndarbejde og bl.a. været rektor på Skals Håndarbejdsseminarium. Hanne har i dag egen virksomhed med bl.a. design, foredrag og undervisning.

Karen Berggren er fysioterapeut i Jels og vil hjælpe os til at undgå strikkeskader og holde os i form, derudover er Karen en rigtig dygtig strikker, så hun ved hvad hun taler om.

Program for dagen:

  • Kl. 10.00: Vi mødes til kaffe og rundstykker
  • Kl. 10.30 – 12.15: Undervisning v/Hanne
  • Kl. 12.15 – 12.30: Undgå strikkeskader v/Karen
  • Kl. 12.30 – 13.30: Frokost (let anretning inkl. drikkevarer og kaffe)
  • Kl. 13.30 – 14.30: Undervisning v/Hanne
  • Kl. 14.30 – 14.45: Arme, nakke og skuldre v/Karen
  • Kl. 15.00 – 16.00: Undervisning v/Hanne
  • Kl. 16.00: Afslutning med kaffe og kage

Hanne har erfaring med undervisning på alle niveauer, fra nybegynder til garvede strikkere, så alle kan får glæde af kurset. Kom og få en inspirerende, spændende og hyggelig dag, sammen med andre dejlige strikkere. Kender du nogen som er interesseret i at komme med, er de velkomne.

Du medbringer: Pinde 3,5 og uldgarn der passer til pind 3,5, garn i 2 – 3 farver. Nåle, saks og blyant og hvad der ellers er skønt at have ved hånden når der strikkes.

Tilmelding senest i dag, den 10. januar til Kirsten Lambæk på klambaek@pc.dk. Prisen er 400 kr. for hele dagen inkl. kompendium. Betaling gerne 8 dage før kursusstart på MobilPay (20321157) eller regnr. 3733 kontonr. 3473011476.

Kilde: Strikkeworkshop på Jels Motel & Sportscenter

Nyt initiativ i centeret: U-TURN ændrer livsstil

På tirsdag i næste uge, den 16. januar, starter et nyt initiativ i Jels Motel & Sportscenter. Initiativet hedder “U-TURN”, hvor det er meningen at deltagerne skal ændre livsstil sammen.

“Uanset hvad ens mål måtte være, så er der en plads på holdet. Hvad enten det er at starte på bevægelse, anderledes bevægelse, vægttab eller noget helt andet. Sammen sætter vi nogle mål for hver uge – vi snakker om kost, motion, vaner – vi dækker mange forskellige emner omkring det at ændre livsstil og vi skal bevæge os hver uge”, fortæller Tina Filsø, der er instruktør og initiativtager.

Tina, som er uddannet af DGI (med inspiration fra Chris MacDonald), vil guide alle igennem dette forløb. Deltagerne mødes hver tirsdag kl. 18.00 – 19.30 (omklædt). Der er teori, siden sidst, vejning (for de der ønsker det) og bevægelse hver gang.

Holdet er med fast tilmelding (dvs. man skal ikke melde sig til hver gang) og i løbet af de 14 uger, er der 12 mødegange. Alt sammen til en pris af 625 kr. Hvis du i forvejen er medlem af motionscenteret ydes en rabat på dette hold.

Hvis du ønsker at deltage, så kan du tilmelde dig online på www.jels-ms.dk (hvis du er medlem i forvejen) eller kontakte Jels Motel & Sportscenter på 74 55 28 69.

Kilde: Nyt initiativ i centeret: U-TURN ændrer livsstil

Over 200 juletræer blev indsamlet

Traditionen tro har Jels IF’s Volleyballafdeling indsamlet juletræer i Jels.

Det løb af stablen i går, søndag den 7. januar, hvor alle hjælpere mødte friske op. Der var igen i år stor deltagelse af både spillere og forældre. Det talrige fremmøde gjorde at der på kort tid blev indsamlet godt 200 juletræer. Alle træer som var lagt ud til vejen vedlagt 20 kr. blev indsamlet.

Sammenlagt gav det over 4.000 kr. som alle bruges på at give klubbens børn store oplevelser gennem volleyball. Over året tager spillere til endagsstævner, weekendstævner og hvis kvalifikationen rækker, også DM for U14 og U16. Alt sammen aktiviteter der koster mange penge. Her bidrager den frivillige arbejdskraft med mange penge.

Som tidligere år var juletræsindsamlingen igen støttet af to lokale firmaer. PN Maskiner A/S stillede traktor og vogn til rådighed til at indsamle træer i. KB Portservice Aps bidrog med varme grillpølser og drikke til de fremmødte hjælpere.

Jels IF’s volleyballafdeling vil gerne sige tak til spillere, forældre, sponsorer og borgere i Jels, der støtter denne aktivitet.

Kilde: Over 200 juletræer blev indsamlet

Vikingerne kalder til informationsmøde

Sommerens forestilling “Ulvesommer” er allerede sat på skinner og nu er det blevet tid til at inddrage og informere de mange frivillige, der ønsker at være en del af det store fællesskab bag Jels Vikingespil. Vikingerne indkalder derfor til informationsmøde i Landsbyhuset i Øster Lindet søndag den 14. januar.

Thomas Howalt, forfatteren bag forestillingerne Starkad (2016) og Thor, hammer og kærlighed (2017), har til 2018-forestillingen overtaget instruktørstolen efter David Owe – og glæder sig sammen med bestyrelsen til at løfte sløret for forestillingen “Ulvesommer”. Og det er et ikke helt uerfarent team der skal stå for årets opsætning. Udover Thomas Howalt i instruktørrollen, så vender David Owe tilbage til fægteinstruktør, mens Gunnar Wille, kendt som forfatter og tegner på børnebøgerne “Skrumpen fra det ydre rum” og “Magiske Mads”, står for scenografien.

“Mange tror måske at vi kun skal bruge folk til scenen, men udover skuespillere søges der også personer til kulisseopbygning, kostume- og rekvisitafdelingen. Og hos os er der plads til alle, der ønsker at være en del at vikingefamilien”, fortæller formanden Bruno Bennedsen, som håber på et stort fremmøde den 14. januar, hvor også alle afdelingsledere vil stå klar til at fortælle om deres afdelinger. For nye vikinger åbnes dørene kl. 10.30, mens de garvede vikinger kan sove lidt længere og vente med at komme til kl. 11.00.

Som noget nyt har instruktøren planlagt en “Bevægelsesdag” forud for audition, hvor alle der ønsker en plads på scenen er velkommen, men som kun er obligatorisk for de der ønsker en talerolle. Der er ingen forberedelse eller tilmelding til denne dag. Bevægelsesdagen finder sted i Foreningshuset ved Jels Søbad lørdag den 20. januar fra kl. 11.00 – 14.00.

I weekenden den 27. – 28. januar er der auditions for de der ønsker en talerolle i forestillingen “Ulvesommer” og der kan bestilles tid til audition ved informationsmødet den 14. januar eller ved at kontakte instruktørassistent Linda Andresen på 21 86 74 77 eller assistent@jelsvikingespil.dk. Til audition får man 10 – 15 minutter til at fremføre en lille tekst, der udleveres når man booker en tid til audition.

Kilde: Vikingerne kalder til informationsmøde

Hvem mener DU skal have priserne?

Jels Lokalråd har brug for din hjælp! Søndag den 14. januar skal de to priser »Årets Jelsing« samt til »Årets Forskønnelsespris« uddeles for 11. år i træk.

Men inden de flotte statuetter, kan overrækkes, skal prismodtagerne først findes. Det er her DU kommer ind i billedet. Jels Lokalråd vil nemlig gerne høre hvem DU synes skal modtage priserne. Du kan indstille dine kandidater via Årets prismodtagere i menuen til venstre. Svarfrist er lørdag den 6. januar 2018.

En bedømmelseskomite vil derefter samle indstillingerne fra hele byen, og derpå udvælge prismodtagerne for 2017.

Årets Jelsing
Til prisen som Årets Jelsing, indstilles en person, institution eller virksomhed, der har bidraget med en positiv indsats for Jels og dens borgere, herunder at gøre Jels kendt udenfor byen.

Årets Forskønnelsespris
Prisen Årets Forskønnelsespris gives til en person, institution eller virksomhed, der har forskønnet Jels, enten i form af renovering, ombygning, nybyggeri eller ved kunstnerisk udsmykning har bidraget til at højne kvaliteten i byen.

Statuetterne er udført af keramiker Lene Kersting, Jels. Statuette “kvinde med hjerte i hånden” symboliserer næstekærlighed. Statuette “kvinde med skjold og byvåben”, symboliserer byens stolthed.

Komiteen til udvælgelse af prismodtagerne består af repræsentanter fra følgende foreninger: Jels Lokalråd, Jels Erhvervsforening, Jels Vikingespil, Vikingegruppen Iarlsae, Jels Idrætsforening, Jels Lokalhistorisk Forening, Jels Borgerforening og Jels Fiskeriforening.

Kilde: Hvem mener DU skal have priserne?

Kabelfejl på antennenettet skal laves

I morgen formiddag, onsdag den 3. januar, vil TV, radio og internetforbindelsen gennem Jels Antenneforening være afbrudt i ca. en times tid på Søndergade, Klovtoftvej, Kløvervej og Søndermarken.

Grunden til afbrydelsen er, at der i forbindelse med gravning efter et sprunget vandrør på Søndergade, er opstået en kabelfejl, som skal rettes.

Kilde: Kabelfejl på antennenettet skal laves