Månedsarkiv: juni 2017

Vikingerne går til øllet

Når man siger vikingespil, falder tankerne ofte på nogle ældre fordrukne mænd, der har drukket lidt for meget mjød. Sådan bliver det ikke i år hos Jels-vikingerne.

Jels Vikingespil har nemlig indgået en aftale med mikrobryggeriet Warwik, der har til huse i Varde. Warwik har brygget to specialøl særligt til Jels Vikingespil.

Den ene øl, med navnet Kraka, er en lys ale med hvede og hyldeblomst. Den er frisk og let – nærmest mousserende – og er vikingernes sommerøl med noter af frugt og en behagelig sød eftersmag. Den anden øl, med navnet Mimer, er en dobbeltbock med masser af fylde og noter af karamel og nødder. Den har en spændende kontrast mellem maltsødme og syrlighed. Det er vikingernes anbefaling til de kraftige kødretter, til de store gilder.

“Med Kraka og Mimer har vi lagt op til en ekstraordinær lokal værtsgave, med masser af smag og kraft, til sommerens mange fester”, udtaler næstformand Erik F. Andersen og fortsætter: “…og vi pakker naturligvis gerne gaven pænt ind”.

Specialøllene kan købes i SuperBrugsen i Jels, på Hotel Rødding, Evas Flora i Rødding samt i vikingernes egen souvenirbutik, Skjoldboden. Warwik støtter Jels Vikingespil med 2 kr. pr. solgt øl, uanset hvor øllene er købt.

Udover de to specialøl, er det naturligvis også muligt at købe flasker med mjød – og vikingespillets mangeårige samarbejdspartner, Fuglsang, sørger naturligvis for at der er masser af fadøl i hanerne i vikingernes festsal, Valhal.

Kilde: Vikingerne går til øllet

Ny instruktør til Jels Vikingerne

Onsdagens pressepremiere hos Jels vikingerne bød, udover en velspillet forestilling, også på officiel skiftedag på instruktørposten til næste års forestilling.

Det har gennem nogen tid været officielt, at David Owe ikke skal være vikingernes instruktør i 2018. Han har af hensyn til familien valgt at træde et skridt tilbage og genoptage hans tidligere hverv, som fægte- og stuntkoordinator for vikingerne. På den måde får han stadig sin gang på den smukke friluftsscene ved søen, selvom han giver instruktørstafetten videre til årets manuskriptforfatter, Thomas Howalt. Ikke blot skal Thomas Howalt instruere vikingerne, han skal såmænd også skrive manuskriptet til den mere end to timer lange forestilling.

Thomas Howalt er et ganske velskrevet blad i dansk teater, og har både skrevet og instrueret en lang række forestillinger. For Jels-vikingerne har skrevet forestillingerne Starkad i 2016 samt årets forestilling Thor, hammer og kærlighed. Privat danner Thomas Howalt par med Anja Owe, som har skrevet sangene til årets forestilling – og som navnet afslører er storesøster til David Owe. Så instruktørpladsen bliver i familien, og det gode samarbejde i instruktørteamet til forestilling i 2018 er sikret.

David Owe (th.) giver nu instruktørstafetten videre til årets manuskriptforfatter, Thomas Howalt.
David Owe (th.) giver nu instruktørstafetten videre til årets manuskriptforfatter, Thomas Howalt.

Kilde: Ny instruktør til Jels Vikingerne

Afbrydelse af TV og internet signal

For at Jels Antenneforenings anlæg fortsat kan leve op til de nyeste krav, samt være godt forberedt til de stadig øgede krav i fremtiden, bliver der nu udført en meget stor renovering af hele anlægget. Det medfører at samtlige forstærkere, fordelere og kabelsamlinger skal udskiftes.

Renoveringen medfører desværre en del kortere afbrydelse af TV og internet signal. Afbrydelserne vil kunne ske i dagtimerne fra kl. 7.30 – 16.00. Renoveringen starter 3. juli og forventes afsluttet senest 1. september.

Nærmere oplysninger om hvornår de enkelte områder i byen vil blive berørt, kan findes på foreningens hjemmeside www.jels-net.dk.

Det tilstræbes naturligvis at afbrydelserne bliver så korte som muligt.

Bestyrelsen beklager meget de gener det vil medføre, men håber på medlemmernes forståelse.

Kilde: Afbrydelse af TV og internet signal

Danmarks hyggeligste vikingemarked i weekenden

140 vikinger samles i Jels Vikingeby til det hyggeligste vikingemarked i Danmark i den kommende weekend, den 1. og 2. juli.

I Jels er sommertid lig med vikingetid. Den første weekend i juli er der både premiere på årets vikingespil og der afholdes vikingemarked i Vikingebyen ved Jels Nedersø. Til vikingemarkedet kommer der 140 vikinger med deres telte og boder, de kommer fordi, de ønsker at være med til at skabe den gode stemning på “Danmarks hyggeligste vikingemarked”.

Vikingerne kommer fra både indland og udland, og de har alle deres forskellige håndværk og varer med. Derfor kan gæsterne opleve og høre om rigtig mange forskellige vikingehåndværk rundt om på markedspladsen. Det er kendetegnende for vikingerne, at de elsker at fortælle om deres hobby – både om deres håndværk og om vikingernes historie.

Formanden for Vikingegruppen Iarlsae Janus Lynggaard fortæller, at der ved tilmelding til markedet bliver lagt vægt på, at vikingerne kommer med varer de selv har fremstillet – for det giver bare en endnu bedre historie at fortælle gæsterne, og det kan de godt lide!

“Målet med vikingemarkedet er, at få sat fokus på Jels her lige i begyndelsen af juli. Det er vigtigt både for os og for vikingespillet”, siger Janus videre.

Rundt på vikingemarkedet vil det være muligt, at stille både den lille og den store sult og der vil være rigeligt af både sødt og stærkt at fugte en forhåbentlig sommervarm og tør hals med.

“Både lørdag og søndag har vi fået arrangeret et foredrag om buer. Foredraget vil både handle om buens generelle udvikling og selvfølgeligt have et særligt fokus på bueskydning i vikingetiden. Som en del af foredraget vil et par vikingebueskytter demonstrere de forskellige buer, så der bliver både noget at se og høre på”, siger formanden. Lørdag er der foredrag kl. 15 og søndag er det kl. 14.

For vikingegruppen Iarlsae er det vigtigt, at de vikinger, der kommer til markedet føler sig godt behandlet. Janus er helt sikker på, det giver et hyggeligt marked både for vikingerne og især for de gæster, der har lyst at tage tidsrejsen 1000 år tilbage til et sommermarked ved stormandsgården.

Lørdag åbner markedet kl. 12 og holder åbent indtil vikingespillets Valhal åbner for spisende gæster kl. 18. Om søndagen, hvor vikingespillet har en eftermiddagsforestilling, begynder markedet lidt tidligere – kl. 10 og lukker når forestillingen går i gang kl. 16.

Kilde: Danmarks hyggeligste vikingemarked i weekenden

Fra formand til konge

Efter en periode på otte og et halvt år som formand for Jels Vikingespil, har Janus Lynggaard fået tid til en helt ny rolle – bogstaveligt talt. I år er Janus nemlig tilbage på scenen, og det er ikke bare i en hvilken som helst rolle. Han spiller nemlig Thrym, jætternes konge.

Det er en rolle der passer den nu tidligere formand rigtig godt. I tiden som formand for Jels Vikingespil har der nemlig ikke været tid til også at være skuespiller.

“Jeg har savnet at være på scenen og deltage i samspillet med en masse dygtige og engagerede skuespillere. Det har virkelig været svært at undvære, og det er rart nu at være tilbage”, fortæller Janus i en kort pause i prøverne. “Fra at være involveret i stort set alle beslutninger, til nu kun at skulle koncentrere mig om skuespillet, det er faktisk lidt befriende”, smiler den ellers så grusomt sminkede jættekonge.

Janus Lynggaard kan opleves som jættekongen Thrym, sammen med de øvrige knap 150 frivillige skuespillere i årets forestilling ved Jels Vikingespil, der spiller på friluftsscenen i Jels hver aften kl. 20.00, fra fredag den 30. juni og frem til den 16. juli. Søndag den 2. juli er der eftermiddags forestilling kl. 16.00 og søndag den 9. juli holder vikingerne en velfortjent fridag, inden de tager hul på den sidste uge med forestillinger.

Du kan få meget mere information om årets stykke, Thor, hammer og kærlighed, på www.jelsvikingespil.dk, hvor du også kan købe billetter til forestillingen samt til vikingebuffeten, som serveres i vikingernes festsal Valhal hver aften.

Janus Lynggaard i rollen som jætternes konge Thrym. Foto: Frank Cilius.
Janus Lynggaard i rollen som jætternes konge Thrym. Foto: Frank Cilius.

Kilde: Fra formand til konge

Tusindvis af mennesker sætter kursen mod Royal Oak i Jels

For første gang nogensinde lægger Royal Oak Golf Club i Jels baner til en international challenge-turnering, når der fra i dag og frem til søndag afvikles “Made in Denmark Challenge presented by Ejner Hessel”.

Det er første gang, at en golfbane i den syddanske region byder på en challenge-turnering, og dermed er jorden gødet for en golfmæssig publikumsmagnet.

“Det er selvfølgelig svært at spå om tilskuertallet til golf, fordi vejret spiller ind, men vi håber på i hvert fald 5.000 til 6.000 tilskuere, ikke mindst fordi, det er første gang, vi har så fornem en turnering her i landsdelen”, siger golfmanager i Royal Oak Martin Heiden Nielsen.

Også for mennesker, der ikke nødvendigvis kender alle golfspillets paragraffer ud og ind, vil der være masser at komme efter.

Således kan publikum fra opstillede tribuner se spillerne dyste på det korte hul 10, hvor et hole-in-one ikke er umuligt. Når sidste spiller er færdig på hul 10, kan man stille og roligt gå de få hundrede meter over til det afsluttende hul 18 og se afgørelsen på matcherne.

Begge steder er der tribuner, ligesom der kan købes mad og drikke, og da begge huller ligger tæt på klubhuset, kan man følge dysten på tætteste hold uden at skulle gå mange kilometer.

Fri entre
Rent publikumsmæssigt ventes der flest tilskuere lørdag og søndag, når finalerunden afvikles, men også fredag aften, hvor der fra klokken 18.30 er sankthansfest med Lars Larsen – stifter af Jysk og medejer af Royal Oak – som båltaler, bliver der formentlig rykind i Jels. Der er fri entré hele ugen.

Selve turneringen, som bakkes op af Vejen og Kolding kommuner, udgøres af 156 spillere, der kæmper om en samlet præmiepulje på 1,3 millioner kroner, hvoraf vinderen får de godt 200.000 kroner.

Lokalt håb
Blandt de navne, der ventes at gøre en god figur, er den store danske profil Joachim B. Hansen, mens det lokale håb Martin Ovesen fra Kolding, Rasmus Hjelm og Mark Haastrup forhåbentlig også skal kæmpe med om oprykning til Europa Touren, der er den fornemste turnering – svarende til Champions League i fodboldens verden.

Der være mulighed for at parkere på et areal ved Royal Oak Golf Club, og kommer der så mange tilskuere, at pladserne her bliver fyldt op, kan der parkeres på et areal ved rundkørslen få hundrede meter fra golfklubben.

Program
Torsdag den 22. juni:
07.30: Første turneringsrunde starter
19.30: De sidste spillere forventes færdige med golfrunden

Fredag den 23. juni:
07.30: Anden turneringsrunde starter
18.30: Sankt Hans fest med Lars Larsen som båltaler
19.30: De sidste spillere forventes færdige med golfrunden

Lørdag den 24. juni:
07.30: Tredje turneringsrunde starter
16.30: De sidste spillere forventes færdige med golfrunden

Søndag den 25. juni:
07.30: Finalerunden starter
16.30: Præmieoverrækkelse

Jørgen Schou og Lars Larsen satser på det lokale håb, Martin Ovesen fra Kolding (til højre).
Jørgen Schou og Lars Larsen satser på det lokale håb, Martin Ovesen fra Kolding (til højre).

Kilde: Tusindvis af mennesker sætter kursen mod Royal Oak i Jels

Vikingespillet søger ispiger og -drenge

De sidste forberedelser til årets vikingespil er i fuld gang, og fra Ishuset forlyder det, at man godt kan bruge endnu et par friske frivillige (alder underordnet, dog gerne mindst 14 år) til issalget på stolerækkerne.

“Vi har bedt Odin og Thor om fantastisk sommervejr, og så kan vi love at det er en fantastisk sommeroplevelse at være med i den store vikingefamilie”, fortæller afdelingsleder Leif Lund.

For indsatsen kvitterer vikingespillet med to fribilletter til forestillingen samt adgang til Valhal.

Har du lyst og kender du flere der skal med, så kontakt Leif Lund på 27 30 54 87 eller lelu@mail.tele.dk.

Kilde: Vikingespillet søger ispiger og -drenge

Sankt Hans ved Søbadet

På fredag den 23. juni, er det Sankt Hans og traditionen tro, så byder Jels Borgerforening velkommen til Sankt Hans arrangement ved Jels Søbad. Arrangementet starter kl. 17.30.

Borgerforeningen laver igen i år et børnevenligt Sankt Hans med snobrød til børnene, og hvor der vil være mulighed for at købe en børnemenu med små frikadeller med tilbehør. Udover børnemenuen vil der også kunne købes grillpølser med brød, en kotelet med kartoffelsalat samt øl og vand.

Årets båltale bliver holdt af byrådsmedlem Jørgen Lastein og bålet tændes umiddelbart efter båltalen kl. 19.30.

Du kan se billeder fra sidste års arrangement her.

Kilde: Sankt Hans ved Søbadet

Triathlon i Jels på søndag

På søndag kl. 10.00 skydes det årlige triathlonstævne i gang. Stævnet, som går under navnet “Royal Oak Triathlon”, med deltagere fra hele landet.

I år er triathlonstævnet delt op i to distancer. Der er den klassiske ½ Jernmand, hvor man skal svømme 1900 meter, cykle 88 km og løbe et halvmarathon (21 km). Som noget nyt er der i år også en ¼ Jernmand, hvor man skal svømme 950 meter, cykle 44 km og løbe 10,5 km.

Herunder kan du se en forventet tidsplan for stævnet på søndag. Arrangørerne, Jels Triathlon, håber at se mange tilskuere ved vores flotte søbad på søndag, hvor der vil være masser af aktivitet hele dagen.

  • ½ Jernmand kl. 10.00: 1900 m svømning. Deltagerne hopper i vandet ved Søbadet og skal svømme 2 omgange. Sidste år var den første deltager oppe af vandet efter ca. en halv time
  • ½ Jernmand ca. kl. 10.31: 88 km cykling. De første hopper på cyklen. 4 omgange á 22 km. Deltagerne kommer forbi Bakkevej 5 gange
  • ¼ Jernmand kl. 11.00: 950 m svømning. Deltagerne hopper i vandet ved Søbadet
  • ¼ Jernmand ca. kl. 11.13: 44 km cykling. De første hopper på cyklen. 2 omgange á 22 km. Deltagerne kommer forbi Bakkevej 3 gange
  • ¼ Jernmand ca. kl. 12.23: De første kommer i mål efter 44 km cykling
  • ¼ Jernmand ca. kl. 12.24: 10,5 km løb. Der løbes 2 omgange á 5,25 km (ca. 20 min. pr. omgang). Der er mulighed for at se løberne 3 gange ved Søbadet
  • ½ Jernmand ca. kl. 12.41: De første kommer i mål efter 88 km cykling
  • ½ Jernmand ca. kl. 12.43: 21 km løb. 1/2 maraton begynder og der løbes 4 omgange á 5,25 km (ca. 20 min. pr. omgang). Der er mulighed for at se løberne 5 gange ved Søbadet
  • ¼ Jernmand ca. kl. 13.00: Forventes første deltager i mål
  • ½ Jernmand ca. kl. 14.00: Forventes første deltager i mål
  • ¼ Jernmand ca. kl. 14.30: Præmieoverrækkelse
  • ½ Jernmand ca. kl. 15.30: Præmieoverrækkelse
  • Mellem kl. 13.00 og kl. 17.20 kommer glade og trætte triatleter i mål

Kilde: Triathlon i Jels på søndag

Dansk Mølledag i Jels Mølle

På søndag, den 18. juni, afholdes Dansk Mølledag. Jels Mølle er åben fra kl. 13 – 16.

“Vi fortæller om arbejdet med at bevare møllen som en del af vores fælles kulturarv. I løbet af 2014 og 2015 fik Jels Mølle en omfattende renovering af overfladen. Ligeledes i 2015 blev Jels Mølle gennemgået af Kulturstyrelsen, som vurderede vort bevaringsarbejde meget positivt, og Jels Mølle bevarede sin fredningsstatus. Kulturstyrelsen bekostede herefter en professionel gennemgang af Jels Mølle, og vi modtog efterfølgende en handlingsplan, som vi arbejder efter nu”, udtaler Leif Gyrup, formand for mølleforeningen.

På Mølledagen er der café i lagerrummet med hjemmebag og drikkevarer. Igen i år vil amatørkunstnere udstille i caféen. Der vil være træ- og beton kreationer af Annette Fogh, tekstil/tørklæder fra Karen J. Midtgaard og keramik af Tove Lund.

Jels Mølleforening håber, at mange vil komme for at opleve møllen. Vingerne vil dreje i perioder, hvis vinden blæser.

Kilde: Dansk Mølledag i Jels Mølle