Velbesøgt informationsmøde

Flere hundrede nye og garvede vikinger mødte lørdag d. 9. januar op i Landsbyhuset i Øster Lindet til Jels Vikingespils informationsmøde om jubilæumsåret 2016.

Hos formanden for Jels Vikingespil, Janus Lynggaard, var der slet skjult glæde at spore over det flotte fremmøde, da han tog hul på informationsmødet forud for det store jubilæumsår, hvor stuntman og skuespiller David Owe har sat sig godt til rette i instruktørstolen.

Formanden fortalte bl.a. om hvad der var sket siden vikingerne takkede af for sæsonen 2015, om forventningerne til 2016 og ikke mindst gjorde formanden det klart for alle, at det frem for alt skal være sjovt at lave vikingespil i Jels.

“Jels Vikingespil er et ganske stort setup, hvor vi er mange der med hver sin rolle skal have tingene til at gå op i en højere enhed, men vigtigst af alt er det, at det er sjovt at lave vikingespil og at vi har det sjovt med hinanden undervejs”, udtaler han.

Instruktør David Owe involverede de fremmødte i årets manuskript om den mægtige Starkad, og benyttede lejligheden til at opfordre alle interesserede til at møde op til audition i weekenden d. 23. og 24. januar. Hele 45 taleroller er at finde i årets forestilling, og der er brug for skuespillere i alle aldre. Køen for at få en tid til audition var lang, og inden mødet var slut var hele 80 interesserede skrevet op til audition.

Skulle der stadig sidde nogen der gerne vil til audition på en talerolle til årets forestilling, så send en mail til assistent@jelsvikingespil.dk. Er man forhindret i at møde op til audition i weekenden d. 23. og 24. januar, har man muligheden for at lave en optagelse, hvor man filmer sig selv, mens man opfører en af de valgte auditionstekster. Teksterne er lige nu tilgængelige på www.jelsvikingespil.dk. Optagelsen sendes til assistent@jelsvikingespil.dk senest fredag d. 22. januar. Vil man gerne på scenen, men uden en talerolle, så kan man vente med at møde op indtil Alledag lørdag d. 21. maj, hvor der tages hul på de udendørs prøver.

Udover rollerne på scenen er der selvfølgelig også brug for en masse frivillige bag scenen, og har man lyst til at give en hånd med, så kan man kontakte formand Janus Lynggaard på tlf. 2466 9687 eller formand@jelsvikingespil.dk.

Formand, Janus Lynggard, tog hul på informationmødet forud for det store jubilæumsår.
Formand, Janus Lynggard, tog hul på informationmødet forud for det store jubilæumsår.

Kilde: Jels.dk