Nye redningsveste og sommer-roskole i Jels Roklub

Der har i den seneste tid været masser af aktivitet på Jels Nedersø. Jels Roklub tiltrak børn/unge fra et stort opland bl.a. Holsted, Føvling, Vejen, Skoldborg, Vamdrup, Ødis-Bramdrup, Farris og også fra Jels til tre dage med sjov, udfordring og aktivitet på vandet og ved Foreningshuset.

Jels Roklub afholdt i år for tredje år i træk sommer-roskole den 7. – 9. august. Atter i år var roklubben begunstiget ved et stort antal tilmeldinger, der var således 13 deltager i alderen 12-14 år samt tre på venteliste. To af deltagerne er klubbens nyeste og yngste deltagere, og to andre deltagere var gengangere fra 2017.

De tre dage indledtes med et besøg af TrygFonden, som forærede Jels Roklub 20 nye redningsveste, der er velegnede til roning – og de var alle i anvendelse alle tre dage. Deltagerne fik også en lille opsang af Mikkel Linnet fra TrygFonden om vigtigheden af anvendelse af redningsveste samt i det hele taget det at færdes ved, på og i vandet. Med det øgede antal, specielt helt unge medlemmer, som Jels Roklub oplever i disse år, sætter roklubben utrolig stor pris på de mange nye redningsveste, som vil blive flittigt anvendt.

Deltagerne på sommer-roskolen og de frivillige instruktører og masser andre hjælpere havde tre gode dage sammen. Varme var der nok af, kun ganske lidt vind – og endnu mindre regn. Så der var god mulighed for at boltre sig på vandet i mange typer både. Alle deltagerne lærte at ro alene i en begynderbåd med pontoner, således båden ikke kan vælte. De prøvede også alle sammen at ro i en båd med fire roere og en styrmand, hvor de lærte at ro sammen med andre. Og heldigvis var langt hovedparten af deltagerne også meget motiverede for at prøve de smalle scullere, der er mere krævende med hensyn til balance og roning.

Udover at være på vandet i forskellige robåde, skattejagt på vandet og Sommer-roskole-Regatta (konkurrence), så var der også aktiviteter på land. Dels naturligvis måltiderne, men også ”ventetidsaktiviteter”, som grundet varmen foregik i et adstadigt tempo – dog havde holdet traditionen tro en omgang rundbold. Desuden var der også instruktion og fri leg i ergometer (romaskine). Den sidste dag var forældre indbudt til kaffe, kage, opvisning/fremvisning og snak med medlemmer i roklubben. Deltagerne var naturligvis meget ivrige for at vise familien, hvad de havde lært i løbet af de tre dage, og der var kun ganske, ganske få, der måtte en tur i vandet.

Alle deltagerne har naturligvis fået tilbudt at fortsætte som medlemmer i roklubben, og de unge instruktører er naturligvis spændte på, om de får nye klubkammerater. De nuværende 13 unge medlemmer af roklubben har et godt kammeratskab, og der er mulighed for instruktion og træning tirsdage og torsdage – hele året rundt.

Kilde: Nye redningsveste og sommer-roskole i Jels Roklub