Ny postbutik i Jels

Siden Kiwi lukkede i Jels har PostNord søgt et nyt sted, hvor Jels-borgerne kan hente deres post. Fremover skal posten hentes hos Design Classique.

I dag, den 6. juli, åbner er igen “posthus” i Jels, når den nye samarbejdspartner Design Classique, Ved Søen 1, slår dørene op for postbetjening.

Jels-borgerne har siden starten af maj skullet til Rødding for at klare postærinder, fordi Kiwi lukkede sin butik.

“Jeg er rigtig glad for, at Design Classique har takket ja til at overtage byens posthus. Det har været vigtigt for os fortsat at kunne tilbyde lokal postservice i Jels, så kunderne i byen har nemt ved at hente og sende deres pakker og breve”, siger Kim Hinrichsen, distriktschef i PostNord.

I det nye posthus hos Design Classique kan kunderne hente og sende pakker og breve samt købe frimærker og pakkelabels i hele butikkens åbningstid fra tirsdag-fredag klokken 11-17 og lørdag fra klokken 10-15.

“Vi ser frem til at få posthus i huset og har en forventning om, at det vil være med til i endnu højere grad at gøre huset til et omdrejningspunkt i lokalområdet. Vi er glade for, at vi kan være med til at sikre, at der fortsat vil være et lokalt posthus til glæde for borgerne i Jels og omegn”, siger Tonny Weber Wollesen, indehaver af Design Classique.

Kilde: Ny postbutik i Jels