Ny instruktør til Jels Vikingerne

Onsdagens pressepremiere hos Jels vikingerne bød, udover en velspillet forestilling, også på officiel skiftedag på instruktørposten til næste års forestilling.

Det har gennem nogen tid været officielt, at David Owe ikke skal være vikingernes instruktør i 2018. Han har af hensyn til familien valgt at træde et skridt tilbage og genoptage hans tidligere hverv, som fægte- og stuntkoordinator for vikingerne. På den måde får han stadig sin gang på den smukke friluftsscene ved søen, selvom han giver instruktørstafetten videre til årets manuskriptforfatter, Thomas Howalt. Ikke blot skal Thomas Howalt instruere vikingerne, han skal såmænd også skrive manuskriptet til den mere end to timer lange forestilling.

Thomas Howalt er et ganske velskrevet blad i dansk teater, og har både skrevet og instrueret en lang række forestillinger. For Jels-vikingerne har skrevet forestillingerne Starkad i 2016 samt årets forestilling Thor, hammer og kærlighed. Privat danner Thomas Howalt par med Anja Owe, som har skrevet sangene til årets forestilling – og som navnet afslører er storesøster til David Owe. Så instruktørpladsen bliver i familien, og det gode samarbejde i instruktørteamet til forestilling i 2018 er sikret.

David Owe (th.) giver nu instruktørstafetten videre til årets manuskriptforfatter, Thomas Howalt.
David Owe (th.) giver nu instruktørstafetten videre til årets manuskriptforfatter, Thomas Howalt.

Kilde: Ny instruktør til Jels Vikingerne