Mindeord om Kjeld Thomsen

Janus Lynggaard, formand for Vikingegruppen Iarlsae og tidligere formand for Jels Vikingespil, skriver følgende mindeord:

Viking, ravsliber og kok, Kjeld Thomsen fra Jels er død.

Kjeld Thomsen er død den 4. august 2018 på Odense Sygehus, efter kort tids sygdom. Kjeld er født og opvokset i Aabenraa, hvor han kom til verden den 6. september 1953. Den dag Kjeld kunne være fyldt 65 år – torsdag den 6. september 2018, vil der være gravøl for Kjeld i Ormegården ved Jels Vikingespil fra kl. 16. Alle er velkomne.

Kjeld kom langt omkring i sit aktive liv. Først blev han udlært kok på restaurant i København. Den uddannelse brugt han senere til at komme ud at sejle. Hans udlængsel førte ham til Grand Canaria, hvor han i en årrække ernærede sig som fisker. Senere i livet vendte han tilbage dertil på kortere og længere ferieophold. Tilbage i Danmark og tilbage i Aabenraa kom han i lære som sejlmager ved Elvstrøm.

Hans liv førte ham til Jels, hvor han kom i arbejde i Den Arbejdende Vikingeby ved Jels Nedersø. Kjeld brændte for Vikingebyen, og han var stolt over at være med til at opbygge den. Derfor blev det naturligt, at han aktivt gik ind i den arbejdsgruppe, der ville skabe nyt liv i Vikingebyen, da den lukkede som kommunalt beskæftigelsesprojekt kort efter år 2000.

I mellemtiden var Kjeld blevet ansat som kok på Jels Idrætscenter og Vandrehjem. Der kunne han igen bruge sin uddannelse og sin glæde ved at lave god mad – både god solid hverdagskost og den finere mad til fester.

Det er fra Vikingebyen og vores arbejde i og med den, at jeg kom til at kende Kjeld som en god kammerat og en hjælpsom ven. Særligt omkring mit bryllup i 2001 var Kjeld en stor hjælp – med ham på sidelinjen, var det ingen kunst at står for det hele selv. Men også året efter, hvor jeg blev syg, var Kjeld en trofast og god støtte.

Kjeld og jeg kom også til at lave vikingespil sammen. Kjeld begyndte som viking på scenen i slutningen af 90’erne. Her var han engageret og gjorde en rigtig fin figur. I et par år var Kjeld aktiv på Vikingespillets scenehold, både med opbygning og med flytning af kulisser under forestillingerne.

I 2001 mødte Kjeld Hanna Simonsen, som han indtil sin død delte hverdag, spisebord og ferier med. Da Hanna året efter blev ansvarlig for Vikingespillets souvenirerkiosk – Skjoldboden, blev hun og Kjeld en del af holdet på torvet foran Valhal. Kjeld begyndte at slibe rav og lave smykker. Det blev et naturligt tilløbsstykke før forestillingerne og i pauserne – der var altid godt gang i Kjelds smykkebod. Selvom Hanna og Kjeld stoppede i Skjoldboden i 2015, blev Kjeld ved med at følge med i vikingespillet. Flere gange hver sommer kom Kjeld forbi, bare lige for at snakke og se hvordan det gik.

Ære være Kjelds minde.

Kilde: Mindeord om Kjeld Thomsen