Kom og prøv floorball sammen med familien

Jels IF’s floorballafdeling arrangerer søndag den 3. december “Floorball for alle”, hvor alle børn, unge og voksne inviteres til at prøve at spille floorball i Jels Motel & Sportscenter.

“Vi indbyder alle til en hyggelig formiddag i hallen fra kl. 10-12, hvor man er velkommen til at tage hele familien med. Vi sætter nogle små baner op, så der er plads til alle, og vi har stave du kan låne – både til børn og voksne”, fortæller Ole Blædel, formand for Jels IF’s floorballafdeling.

Floorball er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark lige nu. Floorball er en holdsport i hockeyfamilien, hvor man spiller med stave og en plastikbold med huller i, på en indendørsbane med 50 cm høje bander. Mange kender sporten som “hockey” fra idrætstimerne i skolen.

Kilde: Kom og prøv floorball sammen med familien