Idrætsforening vil gerne bygge en multibane

Et udvalg under Jels IF, har igennem længere tid arbejdet på et projekt med at få en multibane til Jels. Der er blevet skrevet ansøgninger, som er indsendt til bl.a. DBU og flere andre fonde. Pengene skal gå til den nye multibane som skal placeres ved siden af minigolfbanen, oppe ved Jels Motel & Sportscenter. Jels Skole, Spiloppen samt mange af foreningerne i Jels, har via støtteerklæringer tilkendegivet deres interesse og fremtidig brug af multibanen.

Banen bliver på 18 x 28 m og derudover bliver der et område hvor der kan trænes fitness. Selve bunden bliver en gummibund, ca. 5 cm tyk. På sigt er det meningen at brugerne ved vintertid skal kunne skøjte på området. Via en dug i bunden, bliver banen overrislet med vand, hvorefter moder natur fryser det til is.

Desuden bliver det med en interaktiv boldvæg, hvor bl.a. skolen/børnehaven kan ligge programmer ind, som eleverne så skal bevæge sig frem og tilbage for at trykke på nogle knapper. Bevægelse samtidig med at f.eks. regnestykker skal løses på den sjove måde. Skal der være lidt hygge under opholdet ved banen, bliver der mulighed for at koble smartphone til anlægget og musikken strømmer ud af de indbyggede højtalere i banderne.

“Der er et stykke vej endnu inden vi er i mål, men holder planen burde det stå færdig senest i august måned 2016. Vi er selvfølgelig meget afhængig af støttekronerne fra fondene og især DBU hvor max. beløbet 400.000 kr.., er det vi går efter”, udtaler formand for Jels IF, Arne Jensen.

Ved Jels IF 50 års jubilæum sidste år i maj måned, modtog foreningen allerede der mange donationer som selvfølgelig står på en særskilt konto med henblik på etableringen af multibanen.

Ideen med banen er at den skal være til fri afbenyttelse, skal kunne bruges af alle, unge som ældre, ugens 7 dage, 365 dage om året.

Udvalget består af Jens Erik Zarrahn (sponsorudvalget), Henning Mikkelsen (formand for badmintonafdelingen), Finn Bonde (næstformand i Jels IF) samt Arne Jensen (formand for Jels IF).

Kilde: Jels.dk