Første vinterbadefestival er lige om hjørnet

Lørdag den 6. februar fra kl. 13.00-17.00, står Jels IF’s Vinterbadeklub, De Blå Istapper, for at arrangere den første Vinterbadefestival ved Søbadet. Udover klubbens medlemmer har mange frivillige også meldt sig til at give en hånd med.

“Vi håber at Jels borgerne bakker op om det festlige indslag på denne kolde årstid. Men alle uanset hvor i landet man bor er selvfølgelig meget velkommen”, fortæller Anette Dons Jensen fra styregruppen bag arrangementet.

Styregruppen opfordrer til at tage en tur til søen, og se de knap 100 tilmeldte vinterbade-entusiaster fra nær og fjern, når de boltrer sig i sø, sauna, svedehytte og den specialfremstillede suppegryde, hvor man kan sidde i dejlig varmt vand og nyde udsigten over søen og den smukke natur.

Adgang til festivalpladsen koster 20 kr. for publikum, men det kan være fornuftigt at medbringe lidt ekstra kontanter (Mobilepay modtages også), da der kan købes lidt af hvert.

Troldkærskolen har opstillet deres store tippi, og byder på Kannibalsuppe og Ingefærshots. KaffeKaa sælger kaffe, the og kakao og fra Vinterbadeklubbens salgsvogn, kan der købes kage, små skarpe og andre drikkevarer.

Om aftenen er der fest i foreningshuset, for de deltagere og ledsagere, der har tilmeldt sig. Også her er det Troldkærskolen der disker op med lækkerier fra deres store wok.

“Vi håber på en festlig eftermiddag, og at Jels borgerer viser forståelse for eventuelle gener fra arrangementet”, slutter Anette Dons Jensen.

Der er endnu ganske få billetter tilbage – du kan sikre dig din billet på www.jels-if.dk/vinterbadefestival/.

Programmet for dagen ser sådan ud:
Kl. 12.30: Festivalpladsen åbner for tilmeldte vinterbadere og publikum.
Kl. 13.00: Velkomst og info til Hold 1 af vinterbadere ved Niels B. Rasmussen.
Kl. 13.10: Opvarmning for vinterbadere ved Tina Filsø.
Kl. 13.15: Hop i søen.
Kl. 15.00: Velkomst og info til Hold 2 af vinterbadere ved Niels B. Rasmussen.
Kl. 15.10: Opvarmning for vinterbadere ved Tina Filsø.
Kl. 15.15: Hop i søen.
Kl. 17.00: Festivalpladsen lukker.

På festivalpladsen kan der hele dagen købes, kaffe, the, kakao, kage, stærke bolcher, suppe, shots, sodavand og kildevand. Entre for publikum er 20 kr., børn under 15 år har gratis adgang.

Kilde: Jels.dk