Månedsarkiv: december 2019

Volleybørn samlet igen juletræer sammen

Julen er ved at være slut, og et nyt år venter lige om hjørnet. En af de faste traditioner i Jels er at Jels IF’s volleyballafdeling gør det let at komme af med juletræet, som måske stadig står i stuen.

Søndag den 12. januar 2020 kl. 10.00, samler volleyballafdeling juletræer ind, inden for bygrænsen i Jels. Alt hvad du skal gøre, er at binde 20 kr. fast i træet, så tager de det med når de kommer rundt i byen. Mind gerne din nabo på at de unge volleyballspillere kommer forbi den søndag den 12. januar.

De tjente penge vil gå til at styrke arbejdet med ungdomsvolleyball i Jels IF.

Kilde: Volleybørn samlet igen juletræer sammen

Julevandring ved Jels Søerne – 20 år efter orkanen

En af julens gode traditioner er julevandringen i skovene omkring Jels Søerne. Hvert år deltager mellem 150 og 200 glade julevandrer fra nær og fjern i den guidede tur omkring Jels Søerne.

I år vil fokus være på, hvordan skoven har ændret sig i de 20 år, der er gået siden den voldsomme orkan den 3. december 1999.

“Vi er så heldige, at Svend Hansen, der tidligere har stået for turen i rigtigt mange år, vender tilbage med en gæsteoptræden, og vi går præcis den samme tur som i 1999 og ser på, hvilke konsekvenser orkanen havde”, fortæller Lars Petersen, formand for Turistforeningen for Rødding-Egnen.

Naturvejleder Sam Bøgesgaard fra Museet på Sønderskov deltager også, og sammen fortæller de også om, hvad der rører sig i naturen netop nu ved juletid med små stop undervejs.

Julevandringen starter på P-pladsen ved Jels Voldsted kl. 10.00 og slutter omkring middagstid.

Arrangør er Turistforeningen for Rødding-Egnen og Museet på Sønderskov.

Kilde: Julevandring ved Jels Søerne – 20 år efter orkanen

Så skal der igen findes kandidater til årets prismodtagere

Jels Lokalråd vil, traditionen tro, i starten af det nye år gerne uddele de to Jels-priser; Årets Jelsing og Årets forskønnelsespris. Men lokalrådet mangler DIN hjælp. De vil nemlig rigtig gerne have at DU indstiller dem som DU mener skal modtage priserne. Lokalrådet sætter nedenstående kriterier for indstillingerne.

Årest Jelsing
Årets Jelsing har bidraget med en positiv indsats for Jels og dens borgere, herunder at gøre Jels kendt udenfor byen.

Årets forskønnelsespris
Modtageren af Årets Forskønnelsespris har forskønnet Jels, enten i form af renovering, ombygning, nybyggeri eller ved kunstnerisk udsmykning og derved bidraget til at højne kvaliteten i byen.

Prismodtagere vil få overrakt priserne til nytårstaffel i Foreningshuset ved Jels Søbad søndag den 19. januar 2020. Det er alene personer, institutioner eller virksomheder som er bosiddende i Jels gamle sogn, dvs. Jels, Troldkær, Farris og Grønnebæk, der kan modtage priserne.

Du kan indstille kandidater
Du kan være med til at indstille kandidater ved at gå ind på denne side eller aflevere en indstillingsseddel i postkasserne mærket “Årets prismodtagere i Jels” hos SuperBrugsen, Netto eller ved Jels Motel- & Sportscenter senest den 11. januar 2020.

En bedømmelseskomite med repræsentanter fra en række Jels-foreninger vil derefter samle indstillingerne fra hele byen ind, og derpå udvælge prismodtagerne for 2019.

Kilde: Så skal der igen findes kandidater til årets prismodtagere

Jels-vikingerne indkalder til infomøde

Skal du med på næste års vikingetogt i Jels, så skal du sætte kryds i kalenderen lørdag den 4. januar. Her indbyder Jels Vikingespil nemlig til infomøde i Foreningshuset i Øster Lindet.

Sommerens forestilling “Krakes Kæmper” bliver præsenteret, og det er igen i år Louise Schouw der står ved roret, når forestillingen skal sættes sammen.

“Vi var enormt glade for Louise sidste år, så det har været helt naturligt at fortsætte med hende, som vores instruktør”, fortæller Janus Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.

På samme måde er der genvalg til flere af de professionelle til årets forestilling. Det betyder at det igen er Clement Irbil der står for lysdesignet og David Owe der er fægteinstruktør. Derudover er også Kim Eskesen med igen. Han står for lyden, og er vel efterhånden en fast bestanddel af Jels Vikingepil, med sine 15 år bag mixerpulten i studiet og lydtårnet. Et par nye ansigter er der også blevet plads til. Thorsten Weitling debuterer som manuskriptforfatter og Joanne Eggert er ny scenograf.

Informationsmødet er der hvor nye og gamle vikinger mødes og hvor man kan høre om alt det man kan lave i vikingespillet. Er man god til at sy, bygge kulisser eller måske vil sælge popcorn, så er det til mødet man kan høre mere om det.

Til informationsmødet er der også mulighed for at skrive sig op til audition, hvis man drømmer om at have en talerolle i 2020-forestillingen.

Alle er velkommen, og er man helt ny i Jels Vikingespil, så starter mødet kl. 10.00, hvor man får en præsentation af de mange muligheder. Kl. 11.30 er der frokost, hvor også de “gamle” vikinger kommer og er med, og derefter er der fællesmøde for alle. Det hele slutter ca. kl. 14.00.

Hvis man har yderligere spørgsmål eller andet, så kontakt venligst formand Janus Lynggaard på 24 66 96 87.

Infomødet er startskuddet på 2020-sæsonen - her hygger nye og gamle vikinger og bliver informeret omkring den kommende sæson. Foto: Jels Vikingespil.
Infomødet er startskuddet på 2020-sæsonen – her hygger nye og gamle vikinger og bliver informeret omkring den kommende sæson. Foto: Jels Vikingespil.

Kilde: Jels-vikingerne indkalder til infomøde