Månedsarkiv: juli 2019

Ekstraordinær generalforsamling hos Jels-vikingerne

Fire bestyrelsesmedlemmer i Jels Vikingespil har gjort krav på at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling i foreningen.

Derfor indkalder Jels Vikingespil til en ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 13. august kl. 19.00 i Valhal.

Baggrunden herfor er behovet for information til foreningens medlemmer om det formandsskifte der har fundet sted i går, søndag den 28. juli. Et behov som de fire bestyrelsesmedlemmer oplever stærkere efter afslutningsfesten, der blev afholdt lørdag aften.

Den ekstraordinære generalforsamling vil have følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Information fra bestyrelsen om baggrund for formandsskiftet
  4. Spørgsmål fra medlemmerne til bestyrelsen og svar herpå
  5. Eventuelt

Der vil være mulighed for køb af medlemskort fra kl. 18.30 til 18.50.

Kilde: Ekstraordinær generalforsamling hos Jels-vikingerne

Jels-vikingerne gjorde det igen

Sent søndag aften modtog de gæve Jels-vikinger de sidste stående ovationer fra publikum i 2019-sæsonen. En sæson der, trods det meget omskiftelige sommervejr, har været forrygende med hele 21.738 tilskuere på det smukke amfiteater ved Jels Nedersø.

Efter sidste års rekordsommer, både vejr- og publikumsmæssigt, så var det med en vis ærefrygt at vikingerne fra Jels gik ind til 2019-sæsonen, hvor man ikke alene skulle følge op på sidste sæsons publikumsrekord, men man skulle også se om man kunne lave et hattrick med over 20.000 publikummer tre år i træk. Samtidig skulle der også arbejdes sammen med fire nye professionelle, som ikke havde lavet vikingespil i Jels før.

“Vi tog en chance med udskiftning på så mange centrale pladser, men vi må sige at vi har fået fuld valuta for pengene. Vores nye instruktør, Louise Schouw, har fået det bedste frem i alle skuespillere og de to nye scenografer har i samarbejde med vores systue kreeret de flotteste kostumer og med scene- og rekvisitholdet skabt smukke rekvisitter og fantastiske kulisser med bl.a. to drejescener”, forklarer Bruno Schmidt Bennedsen, formand for Jels Vikingespil, inden han kaster endnu et blik på den smukke friluftsscene.

“Vi havde også satset en hel del på lys-delen i år og vores nye lysdesigner Clement Irbil havde, sammen med vores dygtige lyshold, fået sammensat en utroligt flot lysopsætning, som bare var prikken over i’et, og som har fået utrolig meget ros fra både anmeldere og publikum”.

Frygten blev dog gjort til skamme, da vikingerne, på trods af det noget ustadige sommervejr, nåede op på hele 21.738 tilskuere, hvormed Ringguldet blev det 3. mest sete vikingespil gennem tiden. Fredag den 19. juli nåede vikingerne endnu en milepæl, da gæst nummer 700.000 indløste billet til forestillingen. Jubilæumsgæsten, Kirsten Christensen fra Øsby ved Haderslev, blev overrasket med et hil og heja, blomster og en gavekurv med bl.a. billetter til næste års forestilling.

Nu er vikingerne gået i gang med det store oprydningsarbejde. Scenen skal tømmes, rekvisitter og kostumer skal tilbage på det store lager og bestyrelsen skal have gjort endelig status over året der er gået. Men allerede inden 2019-sæsonen er afsluttet, er man for længst gået i gang med forberedelserne til næste års forestilling, som bærer titlen “Krakes Kæmper”, og som igen har Louise Schouw i instruktørstolen.

Gæsterne kan således også næste år forvente masser af kærlighed, dramatik, og kampe på liv og død på den smukke friluftsscene i Jels, når vikingerne fra fredag den 3. juli 2020 åbner dørene til forestillingen “Krakes Kæmper”. Billetsalget starter søndag den 1. december 2019.

Foto: Jels Vikingespil
Foto: Jels Vikingespil

Kilde: Jels-vikingerne gjorde det igen

Endnu en god start til Jels-vikingerne

Årets vikingespil i Jels har igen i år fået en fantastisk start. Til de fem første forestillinger har der været over 6.000 gæster inde og se “Ringguldet”.

Årets forestilling handler om Gorm den Gamles kamp om at samle Danmark under ét banner. Vi følger ham på hans rejse fra England tilbage til Danmark, hvor han som udenforstående skal overbevise de siddende stormænd om, at han er den rette til at være deres herre. Til dette gør han brug af den store guldskat, han har med sig. Mellem kampe og udfordringer med stormændene får Gorm heldigvis også tid til kærligheden.

Til forpremieren den 3. juli var der, udover pressen, også inviteret tre familier, som skulle anmelde forestillingen. De tre familier kom fra henholdsvis Løjt Kirkeby, Kruså og Tønder – og var alle repræsenteret i tre generationer.

Familierne beskrev bl.a. forestillingen som dramatisk med en god historie, gode effekter og dygtige skuespillere samt spændende kampscener. Et drama fra start til slut i en rigtig flot opsætning, som dog var lidt sørgelig, men til gengæld næsten som taget ud af historiebøgerne. Samlet gav familierne, på tværs af generationerne 4½ vikingehjelme ud af 5 mulige.

“Vi er, igen i år, utroligt glade for den fantastiske start vi har fået. Selvom sommervejret stadig lader vente på sig, så har vores trofaste publikum ikke svigtet os. Men vi håber da naturligvis, at temperaturen lige kan få et par grader op ad skalaen”, udtaler Bruno Schmidt Bennedsen, formand for Jels Vikingespil.

Ringguldet spilles hver aften kl. 20.00 til og med den 21. juli med undtagelse af søndag den 14. juli, hvor vikingerne holder en velfortjent fridag. Billetter kan købes online på jelsvikingespil.dk.

Foto: Jels Vikingespil
Foto: Jels Vikingespil

Kilde: Endnu en god start til Jels-vikingerne

Benny Olsen tildelt DBU Jylland's Sølvemblem

En uge inden skolernes sommerferie blev den årlige fodboldafslutning i Jels IF afholdt i Jels Hallen. Her var samtlige hold repræsenteret og der var lejlighed til at ønske hinanden god sommer, samt at se tilbage på en succesfuld fodboldsæson, som startede tilbage i august 2018.

Lejligheden blev også brugt til at takke de mange, mange frivillige trænere, hjælpetrænere og holdledere, som uge efter uge trofast møder op på banerne i Jels eller i Jels Hallen i vinterperioden – og mange af dem har gjort det år efter år.

Der var dog én af de frivillige, som modtog et ekstra stort bifald. Bestyrelsen havde indstillet Benny Olsen til DBU Jylland’s Sølvemblem for hans store arbejde i Jels IF igennem 15 og et halvt år.

“Benny er er af de frivillige, som de fleste ikke lægger mærke til i deres ugentlige gang på banerne – men faktisk er hans arbejde som opkridter altafgørende for, at vi kan afvikle kampe og træning uge efter uge og altid have snore lige side- og mållinjer”, kunne bestyrelsesmedlem Kenneth Kryger Sørensen fortælle.

Benny har siden han var 19 år gammel været opkridter hos Jels IF. Et arbejde som sjældent høster den store ros fra spillere, trænere og forældre, da det for mange foregår mens de netop ikke er på banerne – men ikke desto mindre, så skal man som opkridter over alle linjer mindst én og ofte to gange på en uge, afhængig af vejret. Derfor fortjener Benny Olsen kæmpe stor respækt for de mange, mange timer han i årenes løb har brugt på kamp- og træningsbanerne i Jels.

Benny Olsen er den kun femte person i Jels IF’s historie til at modtage anerkendelsen fra DBU Jylland. Sidste år fik Jesper Qvist tildelt prisen, i 1997 fik Ole Schmidt den tildelt, mens Erling Dammose og Benny Kryger Sørensen blev tildelt æren i 1992.

Kilde: Benny Olsen tildelt DBU Jylland's Sølvemblem