Månedsarkiv: august 2018

Mindeord om Kjeld Thomsen

Janus Lynggaard, formand for Vikingegruppen Iarlsae og tidligere formand for Jels Vikingespil, skriver følgende mindeord:

Viking, ravsliber og kok, Kjeld Thomsen fra Jels er død.

Kjeld Thomsen er død den 4. august 2018 på Odense Sygehus, efter kort tids sygdom. Kjeld er født og opvokset i Aabenraa, hvor han kom til verden den 6. september 1953. Den dag Kjeld kunne være fyldt 65 år – torsdag den 6. september 2018, vil der være gravøl for Kjeld i Ormegården ved Jels Vikingespil fra kl. 16. Alle er velkomne.

Kjeld kom langt omkring i sit aktive liv. Først blev han udlært kok på restaurant i København. Den uddannelse brugt han senere til at komme ud at sejle. Hans udlængsel førte ham til Grand Canaria, hvor han i en årrække ernærede sig som fisker. Senere i livet vendte han tilbage dertil på kortere og længere ferieophold. Tilbage i Danmark og tilbage i Aabenraa kom han i lære som sejlmager ved Elvstrøm.

Hans liv førte ham til Jels, hvor han kom i arbejde i Den Arbejdende Vikingeby ved Jels Nedersø. Kjeld brændte for Vikingebyen, og han var stolt over at være med til at opbygge den. Derfor blev det naturligt, at han aktivt gik ind i den arbejdsgruppe, der ville skabe nyt liv i Vikingebyen, da den lukkede som kommunalt beskæftigelsesprojekt kort efter år 2000.

I mellemtiden var Kjeld blevet ansat som kok på Jels Idrætscenter og Vandrehjem. Der kunne han igen bruge sin uddannelse og sin glæde ved at lave god mad – både god solid hverdagskost og den finere mad til fester.

Det er fra Vikingebyen og vores arbejde i og med den, at jeg kom til at kende Kjeld som en god kammerat og en hjælpsom ven. Særligt omkring mit bryllup i 2001 var Kjeld en stor hjælp – med ham på sidelinjen, var det ingen kunst at står for det hele selv. Men også året efter, hvor jeg blev syg, var Kjeld en trofast og god støtte.

Kjeld og jeg kom også til at lave vikingespil sammen. Kjeld begyndte som viking på scenen i slutningen af 90’erne. Her var han engageret og gjorde en rigtig fin figur. I et par år var Kjeld aktiv på Vikingespillets scenehold, både med opbygning og med flytning af kulisser under forestillingerne.

I 2001 mødte Kjeld Hanna Simonsen, som han indtil sin død delte hverdag, spisebord og ferier med. Da Hanna året efter blev ansvarlig for Vikingespillets souvenirerkiosk – Skjoldboden, blev hun og Kjeld en del af holdet på torvet foran Valhal. Kjeld begyndte at slibe rav og lave smykker. Det blev et naturligt tilløbsstykke før forestillingerne og i pauserne – der var altid godt gang i Kjelds smykkebod. Selvom Hanna og Kjeld stoppede i Skjoldboden i 2015, blev Kjeld ved med at følge med i vikingespillet. Flere gange hver sommer kom Kjeld forbi, bare lige for at snakke og se hvordan det gik.

Ære være Kjelds minde.

Kilde: Mindeord om Kjeld Thomsen

Det blå flag hejses igen ved søbadet

Siden sidste tirsdag har det blå flag ikke været tilstede ved Jels Søbad, da der var risiko for blågrønalger i badevandet, men den risiko er nu så minimal at Vejen Kommune ikke længere fraråder badning i Jels Sø.

Kommunen oplyser at man tydeligt kan se alge-kolonier i vandfasen, men de er på et niveau som udgør en minimal risiko. Vindforholdene kan dog hurtigt ændre på det, så man skal altid selv tage bestik af forholdene. Kommunen holder løbende øje med situationen.

Da algerne er tilstede, kan der opstå algebræmmer og skum i vandkanten og derfor fraråder kommunen, at mindre børn og hunde opholder sig i vandkanten, hvor der er algebræmmer og skum.

Når man kommer under 1 meters sigtbarhed begynder koncentrationen at være der, hvor du som badende skal være særlig på vagt – og deraf huskereglen om, “at kan du ikke se dine fødder, når du står i vand til knæene”, så bør du blive på land.

Kilde: Det blå flag hejses igen ved søbadet

En trætroldmand har forladt os

Formand for Jels Vikingespil, Bruno Schmidt Bennedsen, skriver i anledning af Jørgen Hagelskær Lauritsens død følgende mindeord:

Det er med stor sorg at jeg har modtaget meddelelsen om Jørgen Hagelskær Lauritsens bortgang efter et langt og aktivt liv.

Jørgen var de første år af Jels Vikingespils historie aktiv på scenen, men det er hans store arbejde med at fremstille ornamenter i træ, jeg husker bedst. Ornamenterne, der udsmykkede de forskellige kulisser på scenen, kunne være slanger eller flettede motiver. Jørgen lavede også større træskærerarbejder for vikingspillet, for eksempel lavede han hestehoveder og løvehoveder og -fødder.

Det jeg bedst kan huske, er en stor kristusfigur på 70 cm. i højden, der blev fremstillet til jubilæumsforestillingen i 1986, og denne figur er blevet brugt igen i senere forestillinger, hvilket falder godt i med Jørgens sparsommelighed og ønske om at genbruge så mange materialer som muligt.

Jørgens arbejde blev udført til perfektion, hvilket blandt andet kunne ses i den før omtalte kristusfigur, hvor det ikke var nok, at figuren blev skåret i træ, med Jørgen brændte skæg, hår og konturerne på kroppen, så var man ikke er i tvivl om formerne.

Familien var vigtig for Jørgen, og han glædede sig over, når de var samlet eller når de hilste på ham, når hans tur gik forbi vikingespillet.

Jørgen var Jelsing med stor J, da han var aktiv i mange foreninger, som eksempelvis mølleforeningen, lokalhistorisk forening og ikke mindst vikingespillet. Jørgen har været aktiv i vikingespillet indtil sidste år, hvor han, sammen med datteren Jette, var med til at lave de nye træskilte til Valhaltorvet.

Mine tanker går til familien i denne tid.

Æret været Jørgens minde.

I 2013 blev Jørgen Hagelskær Lauritsen udnævnt til æresviking i Jels Vikingespil. Foto: JV.dk.
I 2013 blev Jørgen Hagelskær Lauritsen udnævnt til æresviking i Jels Vikingespil. Foto: JV.dk.

Kilde: En trætroldmand har forladt os