Månedsarkiv: marts 2017

Snart åbner et design skrædderi i Jels

Det er den 26-årige unge brasilianske mand, Itamir R. Vasconcelos, som får realiseret sine drømme om at etablere sig i Europa, og han fandt den rette sammenhæng i Jels.

Itamir har arbejdet med design og skrædderi siden at han kun var 12 år gammel, og han har derfor allerede stor erfaring indenfor faget! Itamir har primært arbejdet i større brasilianske firmaer, og dér har han arbejdet med design, udvikling og prøvekollektioner. Drømmen om at komme til Europa blev realiseret, da han via fælles venner fik kontakt til Design Classique i Jels.

Design Skrædderiet åbner i egne lokaler, men i samme bygning som Design Classique i Jels. Skrædderiet henvender sig primært til kvinder i alle aldre, da Itamir elsker at sy kjoler og festtøj! Alt bliver syet og tilrettet efter kundens ønsker, så ikke to kjoler behøver at blive ens!

Åbningen vil senere blive markeret med en reception, men allerede nu er det muligt at kigge ind og se Itamirs danske start-up kollektion. Lige som der også allerede nu er mulighed for f.eks. at bestille en kjole eller dragt. Skrædderiet udfører også reparationer.

Skrædderiet er åbent onsdag til lørdag, da de øvrige dage bliver brugt på skrædderværkstedet!

Kilde: Snart åbner et design skrædderi i Jels

Gymnastikopvisningen står for døren

På lørdag, den 11. marts, afholder Jels IF’s gymnastikafdeling årets gymnastikopvisning. Seks lokale hold og to gæstehold er klar til at vise hvad de har lært i løbet af efteråret og vinteren.

“Vi får besøg af DGI’s Mini Mix fra Vejen og så det helt store hold fra Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole, så hallen bliver godt fyldt, men glade og stolte gymnaster”, fortæller Kasper Jessing Jensen fra Jels IF’s gymnastikafdeling.

Der er indmarch kl. 13.30 og dørene åbnes kl. 12.30.

Kilde: Gymnastikopvisningen står for døren

Vikingerne klar med ny hjemmeside

Selvom vikingernes omdrejningspunkt ligger langt fra den digitale tidsalder, slår de med en ny visuel identitet cyberspace-dørene op til en ny og opdateret hjemmeside.

Den digitale verden ændrer sig fra dag til dag, fra time til time, ja faktisk fra minut til minut, og nu har den 9 år gamle hjemmeside måttet vige pladsen for en ny. Tiden var inde til en grundig fornyelse af vikingernes digitale tilstedeværelse, og brugervenlighed har været den absolut vigtigste faktor i udarbejdelsen af den nye visuelle identitet.

“Tiden var simpelthen løbet fra vores gamle hjemmeside, og som en naturlig forlængelse er den visuelle identitet under opdatering på snart sagt samtlige platforme. Men gæsterne kan være helt rolige, Jels Vikingespil bygger fortsat på de samme værdier – en oplevelse for hele familien på tværs af generationer og tilmed til en overkommelig pris”, fortæller formand Bruno Bennedsen.

Med den nye hjemmeside får gæsterne et større indblik i vikingernes verden, og det er nu muligt at tage en tur ned af mindernes allé for at se eller gense billeder og handlinger fra tidligere forestillinger. Det tager dog nogen tid at dokumentere en 41 år lang historie, så vikingerne opfordrer til at man jævnligt kigger forbi og finder nye “gamle” forestillinger i galleriet.

“En stor del af vores gæster er gengangere der besøger os år efter år, og vi håber at de vil tage godt imod muligheden for at opfriske minder fra de tidligere års forestillinger. Men derudover er det også vigtigt for os at vise nye gæster, at det hvert år er en ny historie og ny opsætning de møder, når de køber billetter til en forestilling på Danmarks smukkeste friluftsscene”, fortæller formand Bruno Bennedsen.

Du finder hjemmesiden på jelsvikingespil.dk.

Kilde: Vikingerne klar med ny hjemmeside

Volleyball-afdelingen gør snart status

Bestyrelsen i Jels IF’s Volleyballafdeling opfordrer både nuværende og måske kommende volleyball-spilleres forældre til at deltage i afdelingens generalforsamling den 7. marts kl. 19.00 i klublokalet.

“Vi har valgt at skrive ud til alle medlemmer og forældre i år, da volleyball står over for nogle forandringer de næste par år. Den primære grund er, at vi i bestyrelsen har valgt at afslutte vores bestyrelsesarbejde over de næste to år. Herudover arbejdes der i Jels Idrætsforening med nogle spændende ideer omkring ny organisering af hele idrætsforeningen. Sandsynligvis noget med mindre bestyrelsesarbejde, og mere i arbejdende udvalg”, fortæller Gitte Paaske Hansen, som er formand for afdelingen.

I Volleyball afdelingen er der i dag en bestyrelse på tre medlemmer. Gitte Paaske Hansen, Kim Kongsted og Preben Hjuler. De har alle været med i rigtig mange år. Både som aktive trænere og bestyrelsesmedlemmer.

“Vores egne børn er ved at vokse fra Jels IF Volleyball, og derfor finder vi det naturligt at tænke på en overlevering. Vi er af den holdning, at det bedste for Jels IF Volleyball er nye kræfter i bestyrelsen eller arbejdende udvalg. Samtidig har vi stor respekt for, at vi skal aflevere klubben bedst mulig. Derfor håber vi, med vores deltagelse de næste to år, at vi kan bidrage til en stille og rolig overdragelse af klubben til nye kræfter”, forklarer Gitte Paaske Hansen.

Opgaven er let at gå til, idet bestyrelsen i de sidste par år har beskrevet klubbens arbejde og aktiviteter via et årshjul. Årshjulet kan betragtes som en drejebog i at drive afdelingen. Herudover er der etablerede systemer til medlems kontingent, kommunikation, koordinering og tilmelding, træner programmer og rigtig meget sportslig materiale til at bygge videre på. Så opgaven er let at gå til, og ved at bryde den ned til mindre delopgaver, betragter bestyrelsen det som meget overkommelig.

Med denne lille opfordring, og bøn til at tage ansvar for volleyballafdelingens fortsatte overlevelse i Jels, håber bestyrelsen på, at du vil investere én time i at deltage ved generalforsamlingen. Volleyballafdelingen er vært ved et stykke brød.

Kilde: Volleyball-afdelingen gør snart status

Fastelavnstønder blev slået til pindebrænde

I søndags afholdte Jels IF, traditionen tro, fastelavnsfest i Jels Motel & Sportscenter. 136 forventningsfulde og flot udklædte børn var mødt op.

Natasja underholdte, og alle grupperne af udklædte blev vist frem. Udvalget af udklædningerne var i top – lige fra Andreas Mogensen til supermænd med svulmende muskler, prinsesser, ninjaer og hekse.

Alle børn lagde kræfter i for at blive kronet til kattekonge og kattedronning. Da tønderne var blevet slået til pindebrænde, var der slikposer og frugt til deltagerne.

Årets kattedronninger og -konger blev:

  • 0-3 år: Victor Fuglsig (dronning) og Conrad Planitzer (konge)
  • 4 år: Karolina Ramsing (dronning) og Anna Hansen (konge)
  • 5 år: Alberte Gertsen (dronning) og Alberte Gertsen (konge)
  • 6 år: Julius Hansen (dronning) og Julius Hansen (konge)
  • 7 år: Tristan Tjørnelund (dronning) og Tristan Tjørnelund (konge)
  • 8 år: Katrine Møller (dronning) og Katrine Møller (konge)
  • 9+ år: Jacob Hansen (dronning) og Lea Dinesen (konge)

Efter tøndeslagningen var der fart over feltet og alle børn og voksne havde en festlig dag. Gulvet i hallen var fuldt udnyttet, bl.a.af aktivitetsbanen, hvor børnene brændte masser af krudt af. De voksne kunne hygge ved de borde, der var stillet op i hallen. Jels Motel og Sportscenter solgte kaffe og fastelavnsboller.

Det er Jels IF, der gennem en forældrebestyrelse, står for afholdelsen af den årlige fastelavnsfest, som økonomisk støttes af Jels IF’s sponsorer.

Du kan se en masser billeder fra arrangementet lige her.

Kilde: Fastelavnstønder blev slået til pindebrænde